For år tilbage besøgte jeg Joshua Tree ørkenen i Californien på en guidet rundtur. Ledet af en erfaren guide, ranger Steve, med stort overskæg og masser af lune og anekdoter.
Han havde en særlig fortællestil. Når han eksempelvis gav os den skrækindjagende historie om ørkenens farligste kaktus, listede han plantens ubehagelige egenskaber op, en efter en, og sluttede hvert afsnit med et: But that’s not the worst part – efterfulgt af en lille kunstpause, hvor vi så kunne fundere over, hvad der kunne være endnu værre end at mærke centimeter lange pigge med modhagere gribe fast og bore sig langt ind under huden.
En effektiv fortælleteknik, for selvfølgelig hænger man på, nysgerrig efter endnu et gys, og hyggeligt er det også, så længe man ved, at den ultimative worst part, jo trods alt er noget, man blot kan holde sig fra.
På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan Steve ville udlægge Donald Trumps præsidentperiode og de sidste par års amerikanske samtidshistorie. Hvor mange but that’s not even the worst part, han ville lægge ind, og hvad han ville gemme til sidst.
Det er faktisk ikke nogen rar tanke.
Tag ikke fejl. Jeg holder af Amerika. Nogle af mine bedste ferier og mest lærerige studieophold er tilbragt i USA, hvor jeg har mødt lutter venlighed, imødekommende, gæstfri mennesker, som var oprigtigt interesserede i at høre om andet og andre end sig selv.
Så meget desto mere bedrøveligt er det at skulle skrive linjer som disse. For det er skrækindjagende at iagttage, hvordan demokratiske spilleregler eroderer, hvordan det officielle USA stadig mere ligner en uberegnelig bananrepublik, og hvor et foruroligende højt antal amerikanere tilsyneladende ikke er i stand til at ænse faresignalerne. Endsige reagere.
På 4000 km’s afstand er det let at latterliggøre Donald Trump. Det er risikofrit, ja, endda politisk korrekt og nærmest vedtaget ved håndsoprækning at manden er et løsgående, narcissistisk missil med et opblæst ego og en fatal mangel på indsigt og ydmyghed i forhold til sit embede som verdens vigtigste folkevalgte politiker.
Men uanset hvor fristende og nødvendigt det kan være at gå folkestrømmen imod, giver det ingen mening her. For analysen er ikke bare korrekt, den er en underdrivelse. Og som ranger Steve ville have sagt, er det ikke engang det værste.
For Donald Trump kommer måske ikke engang til at fremstå som den mest katastrofale præsident i USA’s historie, selv om han kandiderer voldsomt. Han baner nærmest dagligt vejen for, at noget endnu værre kan følge efter. De afledte effekter af hans ledelsesstil kan få store følger på den anden side at Atlanten og for de demokratiske traditioner, vi bygger på.
Udenrigspolitisk har en amerikansk præsident beføjelser som en diktator, og den magt har Donald Trump udnyttet til systematisk at demontere sin forgængers initiativer og fjerne USA’s nationale troværdighed. Man kan ikke længere stole på, at aftaler med verdens største militære- og økonomiske magt rækker længere end fire år, når en præsident ikke respekterer sin forgængers indgåelse af eksempelvis klima- og nedrustningsaftaler. Et ord er ikke længere et ord, et løfte ikke længere et løfte, og en aftale ikke længere en aftale med USA. Hvad enten den er indgået med allierede eller fjender.
Temmelig slemt, men det er ikke det værste.
Jeg begynder de fleste morgener med at skimme de amerikanske avisoverskrifter, nyhedshistorierne på tv-kanalerne og debatten på de sociale medier. Og det bliver faktisk mere ubehageligt dag for dag.
Al anstændighed og værdighed er for længst droppet i præsidentens factsresistente bagland. George Orwell kunne dårligt have beskrevet det mere dystopisk korrekt i Animal Farm: Når nogen siger noget, man ikke bryder sig om, råber fårene bare højere, og den substantielle forskel mellem four legs good, two legs bad og lock her up er til at overse.
Hverken russiske trolde, plasticopererede pornoskuespillere (“han sagde, at jeg mindede ham om hans datter”) eller truende rigsretssager gør indtryk på Trumps heppekor af fundamentalistiske kristne eller negligerede hillbillies. Al snak om moral er blevet til afviselig skyts hos de desperate modstandere. For Trumps tilhængere er forlængst trådt over på den anden side, hvor fakta er noget, man får til at stemme med sin overbevisning.
Og adskillige millioner amerikanere har besluttet at sluge alt, hvad der kommer ud af præsidentens mund. Hvad enten han håner eller lyver om egne bedrifter, sine modstandere eller eksempelvis fortæller en absurd historie om et hospital midt i London, hvor blodet flyder på gangene, fordi knivstikkeri er så almindeligt i et land med våbenkontrol. Eller når han praler med at have givet de ansatte i det amerikanske forsvar “den første lønforhøjelse i 10 år”, selv om det er et ubestridelig faktum, at soldaternes løn er hævet hvert eneste år de sidste 30. Protesterne drukner i hujen og piften.
Men det er heller ikke det værste.
“There is now more tolerance for dishonesty in politics than I have seen in my lifetime. The only thing more dangerous than dishonest politicians who have no respect for the law is a chorus of enablers who defend their every lie.”
Michael Bloomberg, stifter og ejer af Bloomberg LP, multi-milliardær og borgmester i New York City i perioden 2002-2013.
Trump har ændret præmisserne for den demokratiske debat. Bevidst eller ej er taktikken langt mere effektiv end at indskrænke ytringsfriheden gennem forbud og lukning af medier. Underminerer man troværdigheden i nyhedskilderne, som Trump-administrationen har gjort, fjerner man den uafhængige presses muligheder for at udføre dens samfundsmæssigt vigtigste opgave: At kontrollere magthaverne.
Trump har til bevidstløshed råbt fake news ad enhver form for kritik, og nu kan nok så hårdtslående beviser på omgåelse af regler, bestikkelse m.m. ikke længere gøre indtryk på andre end dem, som i forvejen er modstandere af deres præsident. Forbløffende tre fjerdedele af de republikanske vælgere tror på, at Donald Trump som udgangspunkt taler sandt, hver gang han åbner munden.
Men det er faktisk ikke det værste.
Trump har formået at ændre sprogbruget, at deklassere anstændighed og moral, respekt for spilleregler og lovens bogstav med forbløffende effektivitet. Præsidenten er ikke længere alene om udspy vulgære udsagn på Twitter og i sine kampagne-taler foran et frådende publikum i sportshallerne. Præsidentens stab i Det Hvide Hus er blevet stadig mere dristig – eller skødesløs, alt efter hvad man foretrækker, i forhold til, hvad der kan siges i demokratiets fremmeste embedsbolig.
Forleden kommenterede en af Trumps kommunikationsansatte, Kelly Sadler, senator John McCain’s kritik af Trumps nyudnævnte CIA-direktør, Gina Haspel, med følgende bemærkning:
It doesn’t matter. He’s dying anyway.
McCain, tidligere præsidentkandidat for Republikanerne, lider af en hjernesvulst, men er stadig rask nok til at modsætte sig udnævnelsen af en CIA-boss, der – ligesom præsidenten – ikke vil tage afstand til brugen af tortur.
McCain sad i krigsfængsel under Vietnamkrigen gennem flere år og blev selv udsat for tortur.
Men ikke engang amerikanernes traditionelle respekt for krigsveteraner repræsenterer længere nogen anstændighedsgrænse. Udsagnet er hverken undskyldt eller har fået konsekvenser for Sadler.
Det er ikke længere et spørgsmål om højre eller venstre, liberal eller konservativ: Alle, der er imod præsidenten, er fair game, og det er tilladt at bruge argumenter fra skolegården, det gør præsidenten selv.
Tonen bliver stadig mere rå, ondskabsfuld hvis ikke rent ud fascistoid, og når det i dag er blevet legalt at kalde folk af anden overbevisning for forrædere, er sprogbruget målrettet det, vi kender fra diktaturer. Endnu mere foruroligende: Når man legitimerer begreber som forrædere i USA, spreder udtrykket sig over Atlanten til England, hvor de største og mest brovtende aviser ikke tøver med at bruge samme betegnelser om modstandere af Brexit.
Sprogbruget begynder at minde om noget fra 30ernes Tyskland, hvem havde fantasi til at forestille sig den udvikling for blot 10 år siden?
Det amerikanske demokrati står sin måske alvorligste prøve i flere århundreder de kommende måneder. Bevarer Trump sit flertal i kongressen, vil en eventuel rigsretssag mod ham blive afgjort politisk et republikansk parti, som med få undtagelser har frasagt sig både mærkesager og nationalkonservativ anstændighed for at tækkes præsidenten, og så kan sidstnævnte let komme til at føle sig endnu mere uovervindelig end i dag. Hvor han koketterer med sin kandidatur til Nobels fredspris (“Skal jeg have prisen? Det er det, alle siger”).
Kan nogen tvinge Donald Trump til at se tv-serien Homeland? Eller kan nogen bare kopiere præsidentens tale til nationen i sæsonafslutningen, hvor hun blandt andet cirka sagde sådan her:
“Vores land er delt som aldrig før, og halvdelen af jer vil sikkert på forhånd være overbevist om, at alt hvad jeg siger er løgn. Jeg er selv en væsentlig årsag til tingenes tilstand.”
Den kunne være skrevet til Donald Trump, er det muligvis også. Men desværre giver virkeligheden aldrig garanti for en lykkelig slutning.
© 2018, https:. All rights reserved.
