Jeg har prøvet noget nyt her i foråret. Min bror inviterede mig til at følge en foredragsrække om “dystopisk litteratur” på Folkeuniversitetet, og hvis det lyder langhåret, kan jeg kun bekræfte.
Vi bruger et par timer hver mandag på en minutiøs gennemgang af romaner med dystopisk tema, store romaner fra det seneste århundrede, romaner som måske har påvirket vores måde at anskue verden på, og som måske har været forud for deres tid og forudset begivenheder og tendenser, som endte med at passe foruroligende godt på den faktiske virkelighed.
For mig udløser det fornemmelsen af at træde ind i tidslomme. At være sammen med mennesker, som interesserer sig for finere nuancer i en bog. At opleve professorer og magistre fortælle levende og passioneret om forfattere og deres værker med en indsigt og en referenceramme, jeg dårligt anede eksistensen af.
Først og fremmest udstiller det mig selv for hvad, jeg er: En repræsentant for en generation eller generationer med store huller i både kultur og dannelse.
Det handler ikke om snobberi. Det handler om et kig ind i en forunderlig verden, som er reduceret til et lille reservat, i takt med at kommunikationsvanerne har ændret sig.
Jeg sidder ikke længere med en bog en time eller to hver dag, og det skyldes ikke kun, at jeg har for travlt og ikke kan afse tiden. For jeg bruger snildt den samme tidsmængde eller mere på at læse tweets, skøjte rundt på nyhedssites og følge Facebookopdateringer.
Og alle de fragmenterede informationsbidder, alle nålestikkene hvoraf en del tjener som belønnende dopamin, fordi de bekræfter, at andre følger med i, hvad jeg foretager mig og understøtter mig i mine valg og holdninger, har gjort mig forstemmende immun overfor boglæsning.
Og når jeg sidder på Folkeuniversitetet – og nyder roen, fordybelsen, mens jeg undrer mig over, at jeg kan holde koncentrationen og holde mig vågen i to stive klokketimer til en forelæsning sent på dagen – aner jeg konturen af en kulturel katastrofe.
For jeg befinder mig næppe alene i mit kulturelle armod med blanke huller, hvor Thomas Mann, Albert Camus, Philip Roth og andre store forfattere burde være tjekket af. Vi læser stadig mange bøger i Danmark, men sagt uden statistisk belæg fylder verdenslitteraturen, hverken den internationale eller vore egne bidrag gennem tiderne, næppe mange promille i danskernes litterære fritidspensum i det 21. århundrede.
Vi skal lære af historien for at forstå vores egen tid, sagde min gamle historielærer i folkeskolen, og det var ikke just et postulat, han selv var ophavsmand til. Men det gør vi bare ikke længere.
Tag for eksempel Herman Bang, en af Danmarks allerstørste forfattere, som i sin korte, ulykkelige tilværelse nåede at skrive sig permanent ind i gymnasiasternes dansk-pensum.
I denne uge gennemgik vi hans sidste roman De uden fædreland -. Den er ikke noget mesterværk, erkendte forelæser Peer E. Sørensen, professor emeritus i nordisk sprog og litteratur og stor Bang-fan, men tilføjede, at den rummede potentialet til at blive en af de vigtigste romaner i europæisk litteratur, hvis ikke Bang, afkræftet, desillusioneret og martret af en tilværelse på flugt havde tabt handlingen ud af hænderne.
Og bogen er alligevel vigtig. Og lærerig i dag. For i den sætter Herman Bang sin egen skæbne og sin samtid til pinagtigt skue. Han beskriver den voksende, europæiske nationalisme, som et årti senere skulle udløse Første Verdenskrig, og han indfanger antisemitismen, jødehadet og det ideologiske fundament for nazismen, som bestemt ikke var begrænset til Tyskland, selv om vi er mest komfortable med den udlægning. Vi var selv rigtig god med i Danmark, og foragten for jøder var ikke noget, man behøvede at gå stille med, det kunne fint udtrykkes på skrift i både aviser og og bøger.
Herman Bang havde jødisk blod i årene og var tilmed homoseksuel. En giftig cocktail i fin de siècle, hvor ingen af delene var acceptabelt i hverken salonerne lærde eller hos myndighederne. I Danmark såvel som det meste af det øvrige Europa. Gennem hele sit voksne liv blev Bang latterliggjort, hånet, forfulgt, fængslet og jaget rundt i Europa, hvor han i landflygtighed skrev nogle af sine største værker. Der er udgivet en hel bog med karikaturtegninger af ham i danske medier, og de lader ikke tyske tegninger i 30erne meget efter.
Bogens hovedpersonen, en ungarsk musiker, er Bangs alter ego, og i bogens sidste tredjedel slår han sig ned i Danmark, i Vamdrup og den danske landidyl, forfatteren beskæftiger sig i de fleste af sine romaner. I De uden fædreland – brister alle illusioner. Idyllen findes ikke, den er en tynd fernis over selvtilstrækkelighed og uvidenhed. Bang udstiller danskerne som mistroiske, intolerante og fordummede af nationalistisk selvbedrag, som den ungarske gæstearbejder må opleve konsekvenserne af på egen krop.
Kunne vi lære noget af Herman Bangs tanker i dag godt 100 år senere? Det finder vi desværre næppe ud af, for litteraturarven indgår ikke rigtig i debatten. Måske fordi vi mangler både kulturen og dannelsen til at kunne anvende den konstruktivt.
Og måske foregår den virkelig interessante debat, den som for alvor rykker og sætter samtidens udfordringer i perspektiv, i forelæsningslokalerne. Hvor man offline kan lytte til de tilbageværende belæste, som kan udtrykke mere sammenhængende mening end tusindvis af opdateringer og tweets.
© 2018, https:. All rights reserved.
