Nedenstående er en stilfærdig hyldest til mennesker, som udfører deres arbejde for en ringe løn, som sjældent kan læse eller høre om sig selv i andre sammenhænge end overenskomstforhandlinger og Christiansborg-ordføreres regneeksempler, og som ofte fremstilles, så de akkurat passer ind i en politisk dagsorden. Uden at de selv bliver spurgt.
Mest er det bare mennesker, som stilfærdigt passer et vigtigt arbejde. Og udfører en funktion, vi andre ikke har overskud til.
I pinsen besøgte jeg min mor på hendes plejehjem, Gammelgaard, i Skive. Institutionen er organiseret i klynger, min mor bor sammen med stedets øvrige demente i en afdeling for sig selv, og i forårsvarmen blev eftermiddagskaffen serveret udendørs i en lille gårdhave.
Her sad vi så – en håndfuld beboere, et par pårørende og tre plejere, som sørgede for is med frugtsaft og fløde i kaffen. Serveret under solskin, med fugle-sang og stimulerende udsigt til blomster og planter i spande og højbede.
Demente siger ikke så meget, men der kom alligevel en snusfornuftig kaffesnak ud af det på adstadig sallingbomål, masser af smil, lidt sjov og ballade, og nytilkomne Gerda fik spurgt, om hun nu også opførte sig korrekte og gjorde det rigtige på hendes nye bopæl.
– Vi vil bare gerne have, du bliver ved med at være Gerda, lød det indlysende svar fra Gerdas kontaktperson-tilknyttede på taburetten ved havebordet.
Jeg tog mig i at blive et kvarter længere end planlagt. Uden at hive telefonen frem selv om den brummede og rystede i lommen. For her var rart, et sjældent øjeblik af ro og overskud, en stemning af overskud og omsorg, lykkelig befriet for antydningen af stress.
Vanskeligt at forklare, men når man sidder i det, ved man, hvad det drejer sig. Et såkaldt moment, som min kone og jeg plejer at kalde en flygtig stund af lutter velvære.
Min mor på 91 sad med et lille smil på læben, og så er det svært at ønske sig ret meget mere for en søn, der burde komme oftere.
Pleje af vores ældre handler ikke om at dulme pårørendes dårlige samvittighed, men det er en daglig luksus at vide, at ældste generation lever under værdige forhold med mennesker, der respekterer dem som individer.
Min mor har boet på Gammelgaard i over tre år, og mens jeg kørte hjem konstaterede jeg endnu engang, at jeg har mit første møde med stresset personale til gode. Jeg har ingen forargede eksempler på manglende bleskift, på sure afvisninger af mine eller mine brødres henvendelser med henvisning til manglende tid eller utilstrækkelig normering.
Tværtimod har jeg mødt lutter imødekommenhed. Skiftende personale har altid haft styr på mit og andre pårørendes navne og relationer, og selv om der er masser af triste sider ved at skulle slutte tilværelsen på en institution, er jeg sikker på, at min mor er det rigtige sted. Under optimale forhold.
Jeg kender ikke til ressource-prioriteringen i Skive Kommune, aner ikke hvordan min barndomsby fordeler midlerne på de kommunale institutioner. Jeg er ikke ude i et politisk ærinde.
Men jeg ved, at fortællingerne om de varme hænder, som bliver stadig køligere, om de negligerede og hjælpeløse gamle, som må vente i halve dage på at blive hjulpet op fra og tilbage i seng ikke passer med mine egne erfaringer.
Og jeg ved, at der findes hverdagshelte, som vi andre ville være ilde stedt foruden. Hverdagshelte, som uden overdreven anerkendelse påtager sig et arbejde vi nok alle med tiden kommer til at påskønne som det allervigtigste.
© 2018, https:. All rights reserved.
