Det skrevne ord er blevet discount

Tænk engang: I 1930erne, under den værste, økonomiske depression i nyere civilisation, stod kendte, amerikanske forfattere i kø for at skrive for nationens førende dagblade. Der var langt til brødet og stabile indtægter, og det var rift om eksempelvis at anmelde bøger i New York Times. Honoraret for en boganmeldelse var 150 dollars.

Og her kommer så pointen: Cirka 80 år senere, i dag med andre ord, er honoraret for en boganmeldelse i de store, amerikanske dagblade – 150 dollars.

Altså: dengang verden var fattigere end på noget andet tidspunkt i det seneste århundrede, betalte man lige så meget for et par A4 siders tekst, som man gør i dag. Hvor den samme ydelse, inflationen taget i betragtning, burde have kostet 2625 dollars – eller oversat til danske forhold, 15.000 kr. og ikke den tusindlap anmelderne må nøjes med ved kasse 1.

Okay, de var måske rigelig højtlønnede dengang under depressionen, selv om der sandt for dyden ikke var meget at dele ud af for nogen arbejdsgiver dengang. Men eksemplet – som er hentet fra Franklin Foers bog World Without Mind – illustrerer hudløst præcist, hvordan det er gået værdien af det skrevne ord.

Her kan vi tale om devaluering i den helt store stil og en udvikling, som bare går hurtigere og hurtigere. Med internettet kom den den store kulturrevolution, som på ingen tid eroderede ophavsretten og hev milliarder ud af både musikbranche og filmindustri i takt med at tilgængelighed og pirateri viste sig umuligt at kontrollere, ligesom viljen til at betale, hvad udbyderne forlangte, viste sig såre begrænset.

Det samme skete og sker for det skrevne ord. Her går det bare endnu stærkere, fordi tekst er nemmere at kopiere, og fordi vi omtrent alle er i stand til at frembringe ord i en rækkefølge, som giver en eller anden mening, hvad enten vi har skrevet dem af eller selv har fundet på dem.

Det skrevne ord er blevet discount, fordi vi ikke længere værdisætter det.

Boghandlen er omtrent forsvundet fra gadebilledet, for vi kan købe bøgerne meget billigere på nettet, endda uden papir og indbinding, og vi kan forresten udgive vores egne uredigerede værker med en skabelon, de flinke mennesker hos Amazon har sat op for os, bare vi lader være med at tage penge for den.

Vi lader sociale medier stå for nyhedsstrømmen, og vi lader de professionelle medier sygne hen, fordi vi hellere vil bruge pengene på Champions League fodbold og Netflix, og fordi vi jo alligevel kan læse, hvad aviserne skriver gratis på nettet. Betalingsmur? Hvad fanden bilder de sig ind, de pengegriske aviser, som en forarget gratist indigneret udbrød på Facebook for nylig, da han på uantagelig vis ramte muren i forsøget på at læse en artikel, der interesserede ham.

Ligesom hotelværelser (BnB), hyrevogne (Uber) og mange andre materielle og imaterielle ydelser og goder er endt i det-må-ikke-længere-koste-penge fælden, er det skrevne ord forvandlet til discount, trash og hver mands eje i den digitale tidsalder.

Men uanset om man føler med hotelejere og taxichauffører, når de tvinges af levebrøddet, er der andre ting på spil, når værdien af skrevne ord tilintetgøres.

Det har fordele og ulemper. Fortalerne vil snakke frihed, tilgængelighed og endda demokrati, “folkets sejr”, når vi kan få alting billigere ved at dele og de facto afskaffe ophavsretten.

Men der er alvorlige konsekvenser. Når forfattere ikke længere kan leve af af skrive bøger, må de leve af noget andet og måske lade være med at skrive bøger. Sådan har det altid været, kan man argumentere, men vi har ligegodt aldrig oplevet en tilsvarende foragt for professionen. For naturligvis går bunden ikke kun ud af prisen, når alting bliver gratis, respekten for indholdet – en del af dannelsen for generationer tilbage – decimeres tilsvarende. I gamle dage kunne vi sagtens skelne kvalitetsmæssigt mellem en John Updike og eksempelvis Walther Slades cowboy-romaner til to kroner i kiosken. I dag er vi på vej ind i en sump, kulturelt kviksand, hvor alting med tiden synker og suges ned i Føtex’ udsalgskurve med et gult prisskilt til 29,95 .

Men det er ikke engang det værste. Vi står ved foden af et lovløst informationssamfund, hvor de traditionelle gatekeepers og kvalitetskontrollører – betalingsmedierne, ikke-kommercielle radio og tv-stationer – har mistet kontrollen, og vi er overladt til nåden hos troldene i Sibirien eller Silicon Valley, som manipulerer valghandlingerne og målretter informationerne, så vi enten bliver ophidsede, vrede eller føler os godt tilpas, når vi skal købe ind eller stemme.

For al information, alle ordkombinationer er gratis, tilgængelige og den ene  nyhed kan være ligeså falsk eller korrekt som den anden, who cares efterhånden, vi har fået det, som vi  vil have det, og vi kan tro på det, vi bryder os om.

Sådan er det, og vi har ikke udsigt til at kunne lave noget om lige med det samme. Men lad illusionerne briste: Tro ikke, at det er alt sammen er en gratis omgang, betalingen afregnes automatisk og systematisk hos bestyrerne af informationsvejenes infrastruktur, de gæve administratorer af vores nye gratis-verden og fortalere for robotterne og den kunstige intelligens.

Følg pengene, lød et gammelt journalistisk husgeråd, når man skulle grave under overfladen. I dag er det verdens nemmeste opgave, for pengene ender hos “GAFA”, Google, Apple, Facebook og Amazon, masters of the universe anno 2018, som har hovedæren for afskaffelsen af ophavsretten og devalueringen af det skrevne ord.

For hvorfor skulle de, nyhedsstrømmens uerklærede, men enevældige billetkontrollører, dele fortjenesten med forfatterne, når de kan beholde alle pengene selv?

 

 

 

© 2018, https:. All rights reserved.


Skriv et svar