I kølvandet på de overenskomstforhandlinger, vi næsten ikke kan holde ud at høre mere om efter stopfodring i månedsvis:
Tænker nogen over det grundlæggende absurde i den centrale “knast”, som udløste døgnlange forhandlinger, og tvang Tv-avisens udsendte reporter til at fast udstationering foran forligsinstitutionen hver aften mellem 21.30 og 22?
Den betalte spisepause. Smag på ordene. Et sygt begreb og en illustration af alt det forkerte, som har gennemsyret ikke bare det offentlige, men også store dele af det private arbejdsmarked alt for længe.
At det har været nødvendigt at forhandle til hudløshed om det rimelige i, at sygeplejesker, folkeskolelærere og sosu-assistenter spiser deres leverpostejmader i arbejdstiden eller ej, er grundlæggende uværdigt.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Charles Dickens og arbejdsforholdene i Englands tidlige industrialisering.
Man ser næsten Uncle Scrooge for sig:
Hvorfor skal det offentlige betale for den tid, du bruger på at tygge på rugbrødsskiven? Hvis du bruger et kvarter på at spise din madpakke, burde du jo blive et kvarter længere på arbejde? Eller blive trukket en kvart timeløn? For står du til rådighed for arbejdspladsen, når du skænker dig selv en kop kaffe? Holder du fri, eller er du på arbejde?
Det er blot en logisk konsekvens af hele tankegangen i “New Public Management”, hvor kontrol, værdisætning og målbarhed har gjort ubodelig skade for både arbejdstager- og giver.
Nej, lad os tage den et skridt videre: Vi gennemlever i disse år et dystopisk mareridt, hvor effektivitet er sat på på tal, excelark og KPI’er, men hvor nøglebegreber som trivsel, arbejdsglæde og motivation ignoreres, bagateliseres eller fejlvurderes.
Vi bruger enorme kræfter på at etablere bureaukratiske kontrolinstanser og selvrapportering. Med et ideal om maksimal effektivitet og båret af en paranoid frygt for at spilde ressourcer.
I virkeligheden opnår vi det modsatte, skal være min påstand, og det offentlige arbejdsmarked – med sin halve million ansatte i velfærdets tjeneste – er det synlige vindue, hvor vi kan se, hvor galt det går.
Jeg vil ikke romantisere de gamle dage med vitserne om dovne kommunalarbejdere, snaps og guldøl til formiddagsmøderne i den offentlige administration og et lønsystem, hvor det ikke gjorde den mindste forskel, om man tog sit arbejde alvorligt eller ej. Men spørgsmålet er, om vi har fået et bedre fungerende apparat ved at systematisere og effektivisere ned til sidste urinal-pause.
Ignorerer man trivsel og motivation, får man ineffektive medarbejdere og lavere produktivitet. Det behøver man ikke være medlem af Djøf for at vide, men ikke desto mindre står vi dag med en alarmerende høj procentdel af offentligt ansatte, for hvem det halter med begge dele, og naturligvis bærer effektivitetkrav, ufleksibel skematik og kontrol en stor del af skylden.
Dybest set handler det om tillid og ledelse. Tænk hvis medarbejdere blev vurderet som hele mennesker, man som udgangspunkt havde tillid til ydede deres bedste. Hvis ledere blev tvunget til at løfte blikket fra grafer og kurver for istedet at panorere. Blev istand til at forklare en strategi, så den gav mening og inspirerede til at opfylde kravene, som fulgte med. Og kunne vurdere og værdsætte den enkelte medarbejders indsats som et samlet billede af evnen til opgaveforståelse, samarbejde, kreativitet og menneskelige egenskaber.
Det er desværre ikke, hvad moderne ledelse, som den praktiseres alt for mange steder i både offentlig og privat regi, går ud på, og det tjener os alle dårligt.
Ikke engang i fodboldklubber fungerer management by fear længere end et par måneder, og frygten for ikke leve op til effektivetskrav er blevet et vilkår for mange. På samme vis dræber man både lyst og motivation, hvis man lærer, at den eneste belønning opnås gennem afkrydsning af tal i kolonner, mens selve meningen med arbejdet bliver en stadig mere fjern og uklar størrelse.
Der findes ingen nemme løsninger. Slækker man på kontrol, vil nogen udnytte muligheden for at yde minimalt og have det fint med, at lade de flittige tage slæbet.
Men det spild kommer man alligevel aldrig til livs. Det store spørgsmål er, om vi så bare alle skal have det dårligt i den utopiske jagt på effektivitet og ressourcespild-minimering.
Frihed under ansvar. Kan nogen huske det? Næppe ret mange, der skal indtage indholdet af madkassen, mens de husker at være taknemmelige for ikke at blive trukket i løn, mens de tygger.
© 2018, https:. All rights reserved.
