Opgøret mellem våbentilhængere og modstandere i USA raser voldsommere end i årtier, og kampen udspiller sig først og fremmest i konfrontationer i medierne.
Kogt ind til benet handler det for modstanderne om henholdsvis at skabe en folkestemning, som kan tilstrækkeligt med folkevalgte i kongressen til at skifte holdning til USA’s grundlovssikrede fri ret til erhverve sig våben. Og for tilhængerne om at fastholde den magtfulde våbenlobby, som med held har afværget stort set alle angreb på forfatningens second amenment.
National Rifle Association (NRA) med snart 150 år på bagen som våbenbesiddernes talerør er ikke at spøge med – og selvfølgelig kan de deres kram, når de holder fast i status som USA’s næstmest indflydelsesrige lobbyvirksomhed efter ældresagen. Egen tv-station har de såmænd også.
Men man må undre sig over taktikken, som den praktiseres i øjeblikket. Efterdønningerne fra skoleskyderiet i Parkland, Florida, har forsynet NFA med den vel største udfordring i våbenlobbyens historie, for selv om frontfigurerne er teenagere uden netværk i Washington eller kommunikationserfaring har den nye våbenmodstandsgruppe på kort tid mobiliseret sympatisører over hele USA – ja over hele kloden – via klog udnyttelse og udbredelse på de sociale medier.
Den globale udbredelse kan NFA være ligeglad med, for den betyder ingenting i lovgivnings-sammenhæng. Men når tusinder over hele USA marcherer i protest til følelsesladede, velformulerede taler fra klassekammerater og pårørende til de dræbte, vidner det om momentum for sagen. Og måske er nøglen til succes netop, at våbenmodstanden denne gange formuleres af uøvede amatører, snarere end livstrætte levebrødspolitikere fra den demokratiske venstrefløj.
Men NFA ser ikke ud til helt at forstå hverken modstandens organiske sammensætning eller – ironisk nok – våbnene i mediekrigen.
NFA kører stenhårdt på med sin nul-tolerance taktik, hvor enhver indrømmelse – selv latenstid fra våbenkøb til udlevering eller krav til våbenkøberen mentale tilstand – bekæmpes med alle midler. Frontkæmperne fra Florida fremstilles som umodne og naive realitystjerner, der har været et nemt bytte for de kræfter, som ønsker at begrænse amerikanernes ret til våben.
De unge protesterende hånes og latterliggøres på en måde, der sikkert falder i god jord hos organisationens hardline-tilhængere i Kentucky og Alabama. Men som næppe har samme effekt blandt de mange amerikanere, der nok vil bevare retten til at gå på jagt at forsvare sig i eget hjem, men som er foruroliget over det voksende antal skoleskyderier.
Buldozer-taktikken, som man med held har knust al modstand med gennem årtier uanset antallet af døde og lemlæstede i et eskalerende antal skoleskyderier, risikerer at ende som en kæmpe boomerang, fordi den får NFA til at fremstå som en kynisk, gammeldags interesseorganisation for våbenindustrien med ældgamle, primitive argumenter, mens modstanderne taler af hjertet.
Og den konfrontation har ofte kun én vinder på lang sigt – især hvis de unge, velformulerede talspiger og drenge fortsætter med at opbygge selvtillid og succes, fordi de er langt bedre til at forstå og udnytte mulighederne på de sociale medier.
NFA kunne have have kommet modstanderne i møde, udtrykt sympati og åbnet for små reguleringer, som i en større sammenhæng hverken ville begrænse udbredelse eller antallet af solgte skydevåben i USA. Nu risikerer alt-eller-intet strategien at provokere en tsunami af våbenmodstand med uforudsigelige konsekvenser – især op til midtvejsvalget, hvor holdningen til stramning af våbenlovgivningen kan blive et afgørende emne.
Og så vil der være tale om fatal dårlig kommunikation fra dem, som sidder med både pengene, eksperterne og de rigtige forbindelser.
© 2018, https:. All rights reserved.
