Jeg har prøvet noget nyt her i foråret. Min bror inviterede mig til at følge en foredragsrække om “dystopisk litteratur” på Folkeuniversitetet, og hvis det lyder langhåret, kan jeg kun bekræfte.

Vi bruger et par timer hver mandag på en minutiøs gennemgang af romaner med dystopisk tema, store romaner fra det seneste århundrede, romaner som måske har påvirket vores måde at anskue verden på, og som måske har været forud for deres tid og forudset begivenheder og tendenser, som endte med at passe foruroligende godt på den faktiske virkelighed.

For mig udløser det fornemmelsen af at træde ind i tidslomme. At være sammen med mennesker, som interesserer sig for finere nuancer i en bog. At opleve professorer og magistre fortælle levende og passioneret om forfattere og deres værker med en indsigt og en referenceramme, jeg dårligt anede eksistensen af.

Først og fremmest udstiller det mig selv for hvad, jeg er: En repræsentant for en generation eller generationer med store huller i både kultur og dannelse.

Det handler ikke om snobberi. Det handler om et kig ind i en forunderlig verden, som er reduceret til et lille reservat, i takt med at kommunikationsvanerne har ændret sig.

Jeg sidder ikke længere med en bog en time eller to hver dag, og det skyldes ikke kun, at jeg har for travlt og ikke kan afse tiden. For jeg bruger snildt den samme tidsmængde eller mere på at læse tweets, skøjte rundt på nyhedssites og følge Facebookopdateringer.

Og alle de fragmenterede informationsbidder, alle nålestikkene hvoraf en del tjener som belønnende dopamin, fordi de bekræfter, at andre følger med i, hvad jeg foretager mig og understøtter mig i mine valg og holdninger, har gjort mig forstemmende immun overfor boglæsning.

Og når jeg sidder på Folkeuniversitetet – og nyder roen, fordybelsen, mens jeg undrer mig over, at jeg kan holde koncentrationen og holde mig vågen i to stive klokketimer til en forelæsning sent på dagen – aner jeg konturen af en kulturel katastrofe.

For jeg befinder mig næppe alene i mit kulturelle armod med blanke huller, hvor Thomas Mann, Albert Camus, Philip Roth og andre store forfattere burde være tjekket af. Vi læser stadig mange bøger i Danmark, men sagt uden statistisk belæg fylder verdenslitteraturen, hverken den internationale eller vore egne bidrag gennem tiderne, næppe mange promille i danskernes litterære fritidspensum i det 21. århundrede.

Vi skal lære af historien for at forstå vores egen tid, sagde min gamle historielærer i folkeskolen, og det var ikke just et postulat, han selv var ophavsmand til. Men det gør vi bare ikke længere.

Tag for eksempel Herman Bang, en af Danmarks allerstørste forfattere, som i sin korte, ulykkelige tilværelse nåede at skrive sig permanent ind i gymnasiasternes dansk-pensum.

I denne uge gennemgik vi hans sidste roman De uden fædreland -. Den er ikke noget mesterværk, erkendte forelæser Peer E. Sørensen, professor emeritus i nordisk sprog og litteratur og stor Bang-fan, men tilføjede, at den rummede potentialet til at blive en af de vigtigste romaner i europæisk litteratur, hvis ikke Bang, afkræftet, desillusioneret og martret af en tilværelse på flugt havde tabt handlingen ud af hænderne.

Og bogen er alligevel vigtig. Og lærerig i dag. For i den sætter Herman Bang sin egen skæbne og sin samtid til pinagtigt skue. Han beskriver den voksende, europæiske nationalisme, som et årti senere skulle udløse Første Verdenskrig, og han indfanger antisemitismen, jødehadet og det ideologiske fundament for nazismen, som bestemt ikke var begrænset til Tyskland, selv om vi er mest komfortable med den udlægning. Vi var selv rigtig god med i Danmark, og foragten for jøder var ikke noget, man behøvede at gå stille med, det kunne fint udtrykkes på skrift i både aviser og og bøger.

Herman Bang havde jødisk blod i årene og var tilmed homoseksuel. En giftig cocktail i fin de siècle, hvor ingen af delene var acceptabelt i hverken salonerne lærde eller hos myndighederne. I Danmark såvel som det meste af det øvrige Europa. Gennem hele sit voksne liv blev Bang latterliggjort, hånet, forfulgt, fængslet og jaget rundt i Europa, hvor han i landflygtighed skrev nogle af  sine største værker. Der er udgivet en hel bog med karikaturtegninger af ham i danske medier, og de lader ikke tyske tegninger i 30erne meget efter.

Bogens hovedpersonen, en ungarsk musiker, er Bangs alter ego, og i bogens sidste tredjedel slår han sig ned i Danmark, i Vamdrup og den danske landidyl, forfatteren beskæftiger sig i de fleste af sine romaner. I De uden fædreland – brister alle illusioner. Idyllen findes ikke, den er en tynd fernis over selvtilstrækkelighed og uvidenhed. Bang udstiller danskerne som mistroiske, intolerante og fordummede af nationalistisk selvbedrag, som den ungarske gæstearbejder må opleve konsekvenserne af på egen krop.

Kunne vi lære noget af Herman Bangs tanker i dag godt 100 år senere? Det finder vi desværre næppe ud af, for litteraturarven indgår ikke rigtig i debatten. Måske fordi vi mangler både kulturen og dannelsen til at kunne anvende den konstruktivt.

Og måske foregår den virkelig interessante debat, den som for alvor rykker og sætter samtidens udfordringer i perspektiv,  i forelæsningslokalerne. Hvor man offline kan lytte til de tilbageværende belæste, som kan udtrykke mere sammenhængende mening end tusindvis af opdateringer og tweets.

Undskyld mig, men hykleriet vil ingen ende tage, når adskillige, mere eller mindre prominente politikere i disse dage overvejer at boykotte Facebook.

Overvejer.

Det er lige før, man fatter et gram sympati for Donald Trump, som i det mindste står ved sine beslutninger, uanset hvor meget de skriger til himlen. Når man “overvejer” at boykotte, kan det oversættes som: Ville egentlig gerne, men det kan desværre ikke lade sig gøre af tungere vejende årsager.

For det er jo det, de mener, Pelle Dragsted, Uffe Elbæk og andre primært venstrefløjspolitikere, der har det skidt med afsløringen af Facebooks datamanipulationer, men som omvendt er blevet så afhængig af kommunikationsportalen, at de i praksis ikke længere evner at sige den fra. For valget står lige straks for døren, og hvordan skulle politikerne komme i kontakt med vælgerne så billigt og uimodsagt, som Facebook tilbyder?

Og det er det interessante i Jyllands-Postens forsidehistorie mandag. Tænk engang: I Danmark har vi ondt i monopolet, så ondt at vi skamskærer Danmarks Radio af principielle årsager. Omvendt accepterer vi mere eller mindre nødtvungent oligarkerne på de digitale motorveje, den lille håndfuld af mastodonter, der ejer, styrer, manipulerer og beholder fortjenesten. Og vi er tilsyneladende forbi punktet, hvor der kan mobiliseres tilstrækkelig moralsk indignation til at sige fra, uanset hvor forkasteligt de opfører sig.

Det må godt nok være svært at holde fanen højt for politikerne lige nu, uanset hvor de befinder sig på spektret – Søren Pind og Søren Espersen undtaget. Man kan boykotte Ryanair med deres elendige arbejdsforhold og manglende overenskomster, men en virksomhed, som har faciliteret påvirkning og sandsynligvis udfaldet af katastrofale valg og folkeafstemninger – har eroderet selve fundamentet for demokratiet, som vi kender det – har man ikke modet til at bekrige. Højest overveje. For Facebook er jo stedet, hvor vi allesammen bor i vores virtuelle tilværelse. Lad lige den synke ind.

Endnu før afsløringerne af Cambridge Analyticas misbrug af persondata fra Facebook vidste vi jo godt, at den var helt gal med tag-selv-bordet på de sociale medier og de digitale monopolhavere. Magrethe Vestager har – som omtrent den eneste profilerede politiker – kæmpet imod mastodonternes uindskrænkede magt og skatteunddragelse i EU. En temmelig ensom kamp uden megen støtte fra de hjemlige politikere, for hvem specielt Facebook har repræsenteret bekvemmelighed snarere end problemer. Og så er det jo fantastisk, når de store firmaer slår sig ned i Danmark og skaber arbejdspladser.

Det er noget venligsindet, velfærdsagtigt skær over Facebook og kollegerne, som i image adskiller dem fundamentalt fra McDonalds og Burger King.

Illusion og dygtig storytelling.

Godt nok er mediemanipulatørerne i GAFA (Google, Apple, Facebook og Amazon) undfanget i det nordcaliforniske hippiemiljø og af bekvemmelighedsårsager beklædt med en tynd fernis love, peace and harmony, men tag ikke fejl:

Ligesom kollegerne er Facebook mestre i at minimere skattebetaling, immaterielle, databaserede aktiver er svære finde håndtaget i for skattemyndighederne i alverdens lande. Og Facebook har som kollegerne flyttet rundt, opsplittet og manipuleret med organisationen, så man har kunnet nøjes med at betale en brøkdel af den skat, de ifølge lovgivningen – den amerikanske såvel som den europæiske – burde have bidraget til almenvellet med. Ligesom GAFA-kollegerne afpresser Facebook værtslandene, så man betaler mindst muligt og derfor yderligere forvrænger konkurrencevilkårerne i forhold til konkurrenterne. Fandtes der en Premier League for benhårde kapitalister, ville GAFA kvartetten være svære at holde ude af top-fire.

Så vi har en organisation med en moral, Ryanairs Michael O’Leary ville skamme sig over, som hensynsløst går efter at destruere konkurrenterne, som skalter og valter med vore private, intime oplysninger og som lader data bidrage til en Rusland-assisteret destabilisering af de vestlige demokratier.

Boykot? Lad mig se, det kan vi da godt overveje. Men nok hverken i dag eller i morgen – for hvor skulle vi ellers gå hen?

PS: Personligt bliver jeg skam på Facebook. Tell Michael (Corleone), it’s only business…

Tænk engang: I 1930erne, under den værste, økonomiske depression i nyere civilisation, stod kendte, amerikanske forfattere i kø for at skrive for nationens førende dagblade. Der var langt til brødet og stabile indtægter, og det var rift om eksempelvis at anmelde bøger i New York Times. Honoraret for en boganmeldelse var 150 dollars.

Og her kommer så pointen: Cirka 80 år senere, i dag med andre ord, er honoraret for en boganmeldelse i de store, amerikanske dagblade – 150 dollars.

Altså: dengang verden var fattigere end på noget andet tidspunkt i det seneste århundrede, betalte man lige så meget for et par A4 siders tekst, som man gør i dag. Hvor den samme ydelse, inflationen taget i betragtning, burde have kostet 2625 dollars – eller oversat til danske forhold, 15.000 kr. og ikke den tusindlap anmelderne må nøjes med ved kasse 1.

Okay, de var måske rigelig højtlønnede dengang under depressionen, selv om der sandt for dyden ikke var meget at dele ud af for nogen arbejdsgiver dengang. Men eksemplet – som er hentet fra Franklin Foers bog World Without Mind – illustrerer hudløst præcist, hvordan det er gået værdien af det skrevne ord.

Her kan vi tale om devaluering i den helt store stil og en udvikling, som bare går hurtigere og hurtigere. Med internettet kom den den store kulturrevolution, som på ingen tid eroderede ophavsretten og hev milliarder ud af både musikbranche og filmindustri i takt med at tilgængelighed og pirateri viste sig umuligt at kontrollere, ligesom viljen til at betale, hvad udbyderne forlangte, viste sig såre begrænset.

Det samme skete og sker for det skrevne ord. Her går det bare endnu stærkere, fordi tekst er nemmere at kopiere, og fordi vi omtrent alle er i stand til at frembringe ord i en rækkefølge, som giver en eller anden mening, hvad enten vi har skrevet dem af eller selv har fundet på dem.

Det skrevne ord er blevet discount, fordi vi ikke længere værdisætter det.

Boghandlen er omtrent forsvundet fra gadebilledet, for vi kan købe bøgerne meget billigere på nettet, endda uden papir og indbinding, og vi kan forresten udgive vores egne uredigerede værker med en skabelon, de flinke mennesker hos Amazon har sat op for os, bare vi lader være med at tage penge for den.

Vi lader sociale medier stå for nyhedsstrømmen, og vi lader de professionelle medier sygne hen, fordi vi hellere vil bruge pengene på Champions League fodbold og Netflix, og fordi vi jo alligevel kan læse, hvad aviserne skriver gratis på nettet. Betalingsmur? Hvad fanden bilder de sig ind, de pengegriske aviser, som en forarget gratist indigneret udbrød på Facebook for nylig, da han på uantagelig vis ramte muren i forsøget på at læse en artikel, der interesserede ham.

Ligesom hotelværelser (BnB), hyrevogne (Uber) og mange andre materielle og imaterielle ydelser og goder er endt i det-må-ikke-længere-koste-penge fælden, er det skrevne ord forvandlet til discount, trash og hver mands eje i den digitale tidsalder.

Men uanset om man føler med hotelejere og taxichauffører, når de tvinges af levebrøddet, er der andre ting på spil, når værdien af skrevne ord tilintetgøres.

Det har fordele og ulemper. Fortalerne vil snakke frihed, tilgængelighed og endda demokrati, “folkets sejr”, når vi kan få alting billigere ved at dele og de facto afskaffe ophavsretten.

Men der er alvorlige konsekvenser. Når forfattere ikke længere kan leve af af skrive bøger, må de leve af noget andet og måske lade være med at skrive bøger. Sådan har det altid været, kan man argumentere, men vi har ligegodt aldrig oplevet en tilsvarende foragt for professionen. For naturligvis går bunden ikke kun ud af prisen, når alting bliver gratis, respekten for indholdet – en del af dannelsen for generationer tilbage – decimeres tilsvarende. I gamle dage kunne vi sagtens skelne kvalitetsmæssigt mellem en John Updike og eksempelvis Walther Slades cowboy-romaner til to kroner i kiosken. I dag er vi på vej ind i en sump, kulturelt kviksand, hvor alting med tiden synker og suges ned i Føtex’ udsalgskurve med et gult prisskilt til 29,95 .

Men det er ikke engang det værste. Vi står ved foden af et lovløst informationssamfund, hvor de traditionelle gatekeepers og kvalitetskontrollører – betalingsmedierne, ikke-kommercielle radio og tv-stationer – har mistet kontrollen, og vi er overladt til nåden hos troldene i Sibirien eller Silicon Valley, som manipulerer valghandlingerne og målretter informationerne, så vi enten bliver ophidsede, vrede eller føler os godt tilpas, når vi skal købe ind eller stemme.

For al information, alle ordkombinationer er gratis, tilgængelige og den ene  nyhed kan være ligeså falsk eller korrekt som den anden, who cares efterhånden, vi har fået det, som vi  vil have det, og vi kan tro på det, vi bryder os om.

Sådan er det, og vi har ikke udsigt til at kunne lave noget om lige med det samme. Men lad illusionerne briste: Tro ikke, at det er alt sammen er en gratis omgang, betalingen afregnes automatisk og systematisk hos bestyrerne af informationsvejenes infrastruktur, de gæve administratorer af vores nye gratis-verden og fortalere for robotterne og den kunstige intelligens.

Følg pengene, lød et gammelt journalistisk husgeråd, når man skulle grave under overfladen. I dag er det verdens nemmeste opgave, for pengene ender hos “GAFA”, Google, Apple, Facebook og Amazon, masters of the universe anno 2018, som har hovedæren for afskaffelsen af ophavsretten og devalueringen af det skrevne ord.

For hvorfor skulle de, nyhedsstrømmens uerklærede, men enevældige billetkontrollører, dele fortjenesten med forfatterne, når de kan beholde alle pengene selv?