Virkelig eller virtuel? Who cares?

Champions League sæsonen er igang, men i virkeligheden begynder sæsonen først for alvor om en uge eller to.  Det vil sige, godt nok er de første kampe spillet på græs, men nok så interessant er det selvsagt, hvordan holdene og spillerne tager sig ud i deres virtuelle udtryk. Og det ved vi først for alvor, når FIFA 19 er fuldt tilgængeligt:

Er Ronaldo stadig lidt bedre end Messi? Hvordan fejrer Salah sine scoringer i denne sæson, og hvordan står Pep Guardiolas Manchester City taktisk, når de møder Juventus eller Real Madrid? Spørgsmålene besvares ved konsollen snarere end på grønsværen.  For virkeligheden er ikke længere bare virkelig, men også virtuel.

Forvirret? Så er du nok digital indvandrer ligesom mig. For de indfødte med hang til fodbold, giver det sig selv: En ny årgang af  fodboldspillet FIFA indvarsler endnu en udvaskning af forskellen mellem virkelig og virtuel. Og med årgang 19 tilgængelig i prototype er vi derhenne, hvor det allerede er svært at skelne.

Min søn på 15 har tjekket snigpremieren på det nye spil, og han er begejstret. Grafikken har taget endnu et gevaldigt hop. Ronaldo, eksempelvis, ligner væsentlig mere den ægte udgave end statuen af ham i lufthavnen på Madeira, og når man sætter en Champions League kamp op på Juventus’ hjemmebane i Torino, er det næsten som at være der selv både visuelt og lydmæssigt.

I den nye udgave er den gamle Arsenal-back Lee Dixon medkommentator, og han leverer løbende anekdoter, som bestyrker indtrykket af at befinde sig til en ægte fodboldkamp: Som når han fortæller, hvordan han som en lille dreng fik en Juventustrøje og stolt spillede med den i baghaven…

Det er ingen hemmelighed, at topspillere efterhånden går mere end almindeligt op i, hvordan FIFA rangerer dem på spillets kvalitative 100 points skala. For det er jo ikke sjovt at blive fravalgt eller se dårlig ud på alverdens teenageværelser et helt fodboldår, når millioner af virtuelle kampe skal udkæmpes. Nogle klager endda, hvis de føler sig tilstrækkelig desaveuret.

Når de nu føler  så dygtige i den konkrete virkelighed, er det da ikke rimeligt, at de skal fremstå ringere som deres virtuelle alter ego. Ja, nogle gange kan man næsten have indtrykket af, at det sidste betyder mere end det første.

Det kan det sagtens komme til, for når grænsen langsomt, men sikkert forsvinder mellem det virkelige og det virtuelle, holder vi også op med at skelne mellem spillernes formåen i kød og blod og versionen på xbox og Playstation.

Det kan godt være, man skal være en sur gammel mand for at føle ubehag ved de etiske problemer i den udvikling. Men det gør dem ikke mindre relevante.

Min umiddelbare bekymring er, at færre vil gide se de “ægte” fodboldkampe, fordi det er sjovere selv at være en del af begivenheden i den virtuelle udgave. E-sport kan revolutionere sport som underholdnings-industri ligeså voldsomt som internettet ændrede vores digitale virkelighed. Og så bliver vi gamle romantikere måske parkeret på et hvilehjem, hvor “ægte” sport skal findes på TV2 Charlie, mens næste generation diskuterer de virtuelle spillere og måske selv får måder at udvikle, handle og iscenesætte dem på.

Men festen stopper næppe her.

For FIFA 18 er jo blot et redskab i en udvikling, som forlængst er sat igang, og som ingen rigtig overvejer at stoppe: Snart vil vi måske alle rumme både en konkret og en virtuel udgave. Hvem siger, at den virtuelle version kun skal kunne spille fodbold på topplan? Bliver vi i kulturen kunne man forestille sig koncerter med virtuelle udgaver af musikere på arenaer, man som publikum selv kan vælge til – ligesom playlisten vil kunne sammensættes individuelt med tilstrækkelig avancerede algoritmer.

Kunne politikere også optræde i virtuelle versioner, hvor vi kunne invitere dem hjem i stuen, hvor de kunne forklare deres handlinger og synspunkter, deltage i diskussioner med andre virtuelle politikere med emner, vi vælger for dem? Eller kunne vi anbringe vores fremtidige version af os selv i spidsen for Danske Bank eller til ministerrådsmøde i EU, når virkeligheden som lagerassistent eller bogholder i speditionsfirmaet bliver en anelse for grå?

Det er værd at tænke over, hvordan vi definerer os som individer i fremtiden. Ikke nødvendigvis om 50 eller 100 år, måske ikke engang om 10 eller 20. For fremtiden er her omtrent allerede, bare spørg junior foran konsollen. Scorede Messi hattrick i aftes? Ikke i min kamp, jeg fik Pogba til at sparke ham ned i første halvleg…

 

 

© 2018, mortenguldberg.dk. All rights reserved.