Ingen taler taler til fansene i fodboldbananrepublikken Danmark

Hvem sidder med aben i fodbolddanmark,, som er i hastig forvandling til bananrepublik? Det gør vi fans i den sidste ende, og i øjeblikket behandles vi af begge konfliktens parter som netop – aber.

Verdens mest absurde fodboldkonflikt har et markant karakteristikum, som mestendels ignores:

Både DBU eller landsholdsspillerne/Spillerforeningen leverer et stykke kommunikationsarbejde, som er jammerligt ringe. Nej, det er endnu værre: I skytttegravskrigen, de gensidige beskyldninger og ansvarsforflygtelse, undlader man helt og aldeles at adressere landsholdets vigtigste interessenter:

Fansene.

Konflikten er ældgammel og trækker rødder i en kronisk strid mellem parter uden gensidig forståelse eller vilje til kompromis. I jagten på – ironisk nok – sejr for enhver pris,  opgiver både DBU og spillerrepræsentanter ethvert forsøg på at forklare motiver og handlinger, så meningmand kan forstå dem.

Uanset set hvem, der vinder, eller om alle taber, er undladelsen en katastrofe på længere sigt. For står man på lægterne, sidder foran skærmen eller  er man bare som jeg vokset op med landsholdet som en konstant i fodboldkalenderen, føler man sig både svigtet og ignoreret. Og når følelsen på et tidpunkt forvandles til ulmende vrede, får det uforudsigelige konsekvenser.

Hvad er det, de slås om? Honorarer, rettigheder, muligheden for at organisere sig i en fagforening eller bare principper? Der kan være nok så gode argumenter for, at stridspunkterne kræver en afklaring, men jeg har stadig til gode at få dem til at opveje konsekvenserne, som vi ser dem folde sig ud i øjeblikket.

Spillerne: Her gik vi og troede, at landsholdet handler om ære, national stolthed og alt det, som ikke har med ussel mammon og kontrakter at skaffe. Landsholdsspillere anno 2018 tjener på et år, hvad fortidens helte som Allan Simonsen, Per Røntved og Henning Jensen tjente på en hel karriere (omregnet i nutidspenge vel at mærke), men de er stadig parate til at ofre karrieren i den rød/hvide trøje, muligheden for at spille sig til EM- og VM-slutrunder, for at varetage deres sponsorrettigheder? Virkelig?

Da kvindelandsholdet  sidste år førte en tilsvarende kamp mod DBU for bedre forhold, kunne man i det mindste have sympati for udgangspunktet, for kvinderne kan hverken leve eller dø af deres klublønninger. Men herrerne er bedre lønnede end på noget andet tidspunkt i fodboldhistorien, selv om man sagtens kan argumentere for, at tidligere generationer har haft mere talent på banen. Hvordan skal vi have sympati for dem, deres argumenter eller mulighed for at sætte endnu en Audi A7 i garagen? Landsholdet handler ikke om penge, men om æren, har vi lært gennem generationer. Nu handler det tilsyneladende om principper…

DBU: Jeg har skrevet om landsholdet, da DBU var en autoritær, arrogant og lukket institution bygget på koloniale, feudale principper fra en fjern fortid. Den nuværende administration forsøgte at gøre op med den lidet folkelige stil og forvandle DBU til en moderne organisation favnende om både græsrødder og elite.

Nu er det lige før, man ønsker sig Lars Berendt og Jim Stjerne Hansen tilbage. For selv om DBU-ledelsen hævder at kæmpe “folkets” sag og sikre de nødvendige millionindtægter for at holde fodboldlandsholdet flydende, er der tilsyneladende ikke noget offer, som er for stort til at ofre på princippernes alter.

For anden gang på mindre end 12 måneder er forbundet parat til at blæse på fodboldnationens omdømme, lade organisationen fremstå som en bananrepublik/uorganiseret 3. verdensland ved enten at melde fra eller sende sekundaspillere til en landskamp.

Helt ærligt – her må man da aldrig nå ud. Når unionen ikke engang kan forklare sin sag for offentligheden i Danmark, skal man ikke forvente, forståelsen er større uden for landets grænser. Vi er til grin, skaden er uoprettelig og ryet som den fine, ordentlige, dialogbaserede nation med orden i sagerne (i fodboldsammenhæng) permanent lagt i graven. Ikke bare gjorde de det én gang med kvinderne – nu gør de det minsandten igen med herrerne! Hvad i alverden foregår der?

Hertil er DBU parat til at gå i en strid, som mere ligner personopgør og opbygget had og foragt end en dialog om med fælles ønske om at finde en løsning. Sagen er tilsyneladende vigtigere end alt andet for unionen, men så burde man måske spørge sig selv, hvorfor kollegerne ikke bare i Skandinavien, men i Europa, ja vel omtrent over hele kloden, kan håndtere udfordringen uden at skulle stille landshold af seriespillere med tilknyttet idrætspsykolog for at kunne opfylde deres aktivitetskalender.

Fans og menigmand er gidslerne, som ingen stemme har i konflikten, men som må leve med konsekvenserne.

Hvor længe gider man det? Fodbold handler om følelser, og i en verden af troløse forbrugere, er fans af nationalsporten en af de få tilbageværende, trofaste af slagsen.

Men uden troværdighed i produktet (landsholdet) holder trofastheden ikke, og skal man udkæmpe en krig eller bare have forståelse for den, skal begrundelsen være på plads for at sikre folkelig opbakning.

Ingen af delene er adresseret af parterne, og det er uklogt.

 

© 2018, mortenguldberg.dk. All rights reserved.