Han forvandler løgn til sandhed – og vi gør ingenting

Donald Trump

For mange år siden læste jeg en amerikaners erindring fra 30’ernes Tyskland. Navnet husker jeg ikke, men han berettede om sine indtryk af den spirende nazisme og tilhørte minoriteten af kritikerne, der både tidligt og sent advarede mod det totalitære magtskifte og alt, hvad der fulgte med.

Jeg husker bedst en enkelt passage: Forfatteren stod ved en af nazisternes store parader med bannere, farver, pomp og pragt og tusinder i samhørig fællesmarch, mens Hitler brølede sine letforståelige anklager mod jøder og andre fjender af Tyskland til folkemængdens jubel.

Her måtte både forfatteren og hans venner modstå fristelsen til at lade sig rive med. Tage sig i at tænke over hvor behageligt og let det ville være at glemme moral, værdighed og anstændighed og give sig hen til demagogiens enkle logik. At lade løgn forvandle sig til sandhed og den ubekvemme sandhed fremstå som løgn.

Man kan næsten se det for sig. Og selv mærke fristelsen til at acceptere løgnen som adgangskortet til fællesskabet med de kategoriske synspunkter.

Hvor meget har vi lært af historien? Ikke nok til at håndtere en nutidig despot som Donald Trump, der er i færd med at afvikle demokratiet i både USA og resten af den vestlige verden.

Åh nej, ikke mere Donald Trump, tænker nogle måske – og skrev han ikke også om ham i sidste måned?

Jeg var helst fri for at beskæftige mig yderligere med USA’s præsident. Men forholder vi os ikke til ham og den trussel, han udgør, accepterer vi passivt eller aktivt den krybende forvandling af løgn til sandhed og sandhed til løgn.

Parallelen til 30’ernes Tyskland er nærmest en kliché, men den er ikke desto mindre relevant.

En ting er, at Donald Trump lyver. Og trash-talker via sine tweets. Og har gjort det stort set hver dag, siden han blev valgt, hvilket blandt andre New York Times dokumenterer løbende. Noget andet er, at løgnene bliver stadig tykkere og nedgørelsen af politiske modstandere mere beskidt. I takt med at medløberne ikke siger ham imod, og modstanderne forsøger at bevare en værdighed, bliver Donald Trump stadig mere dristig, modig. Og stadig mere skamløs.

Han kalder FBI-chefer, tidligere og nuværende, for tyve, scum og løgnere, mens demokratiske politikere er kriminelle. Var Trump en amerikansk sportsstjerne, ville han være idømt kæmpebøder og karantæne, for ingen sportsgren, som henvender sig bredt til den amerikanske befolkning, accepterer det sprogbrug, USA’s præsident har gjort til sit adelsmærke i Det Hvide Hus.

Løgnene har nået et niveau, Joseph Goebbels ville have været stolt af: Når tusinder af børn rives ud af hænderne på deres forældre ved den mexicanske  grænse og anbringes i bure, tildeler Trump vedholdende sine demokratiske modstandere hele ansvaret. Til trods for at Trumps eget parti har flertal i begge kongres-kamre og selv om den nye praksis er indført på initiativ af hans egen regering. Det er løgn. Men han gentager den gang på gang.

“If you tell a big enough lie and tell it frequently enough, it will be believed.”

Adolf Hitler

På den måde afsporer eller umuliggør han en reel debat. For er man ikke enig om præmisserne, kan man ikke diskutere meningsfyldt, og det er pointen for både Trump og hans stab. De råber og postulerer ud fra en alternativ virkelighed, overfor hvilken almindelig argumentation preller af.

Det er klassisk totalitær kommunikationsstrategi, som vi har oplevet den i eksempelvis Sydamerika, Nordkorea, Zimbabwe og den gamle østblok. Men aldrig tidligere i et vestligt demokrati.

Vi har heller ikke – og her bliver det ubehageligt nærværende for alle os på den anden side af Atlanten – oplevet en amerikansk præsident blande sig indenrigspolitisk hos allierede i Europa.

Her har Trump betrådt nye stier i løbet af de seneste uger, hvor han først sendte sin nyudnævnte ambassadør i Tyskland i byen med ros og lovning på vedvarende støtte til de voksende populistpartier i Europa.

Helt uhørt hånede Trump forleden Angela Merkel. Helt åbenlyst bifalder han det voksende oprør internt i den tyske regering og giver indirekte den tyske kansler skylden for Europas imigrationsproblemer.

“Kriminaliteten i Tyskland er way up”, tweeter Trump frejdigt, selv om facts er, at vores naboland mod syd sidste år registrerede det laveste antal forbrydelser i et kvart århundrede.

Med tilsidesættelse af al kutyme og etikette overfor allierede gennem generationer arbejder Donald Trump indiskret for afmonteringen af vestlig demokrati og fremme af de samme populiststrømninger, som Putins Rusland bistår digitalt såvel som verbalt. Han roser åbenlyst despoter som sin nye ven i Nordkorea, der efter mødet i Singapore ikke længere er en brutal diktator med 100.000 mord på samvittigheden, men en “ambitiøs leder, som elsker sit land”. Og som indimellem har været nødt til at være tough.

Og her er det så, jeg kommer i tanke om reportagen fra Nazityskland. Det er så let at lade stå til, at give andre skylden eller bifalde den stærke mand, som gør op med de indbyggede svagheder i demokratiet. Men nøjagtig som i 30’erne er det dødsensfarligt at tie netop nu, hvor ikke bare udviklingen i USA, men også lande som Østrig, Italien, Storbritannien bevæger sig i anti-demokratisk retning.

Det er deprimerende at iagttage, at vi i Europa, demokratiets fødested, mestendels agerer med apati.

Jeg er vokset op med protestbevægelser mod Vietnamkrig, apartheid i Sydafrika, klimatrusler, miljøkatastrofer og atomkraft- og våben. Men den europæiske græsrodsbevægelse mod en amerikansk præsident, som udgør den mest konkrete trussel mod vores grundlæggende værdier siden Anden Verdenskrig, glimrer ved sit fravær.

Måske er udviklingen bare for uvirkelig til at afføde en reaktion. Eller måske er vi bare begyndt at acceptere, at løgn bliver til sandhed og sandheden til løgn.

“…the rank and file are usually much more primitive than we imagine. Propaganda must therefore always be essentially simple and repetitious.”

Joseph Goebbels

 

© 2018, https:. All rights reserved.