Fra Trump til trivia

For mange år siden, i begyndelsen af 80erne, udkom Ekstra-Bladet med en ikonisk forside. Et close-up af USA-præsident Ronald Reagans ansigt og blot et enkelt ord i Jesu-genkomst typer: VANVID.

Det var dengang, planerne om at opstille mellemdistanceraketter i Nato-lande tæt på Jerntæppet kunne få os alle sammen til på samme tid at ryste på hovedet og i bukserne. Og dengang valget af en tidligere skuespiller til Det hvide Hus ikke blot forekom malplaceret og absurd, men også som en direkte trussel mod os alle i det vestlige verden.

Det er mange år siden, og Ronald Reagan viste sig jo slet ikke så slem som frygtet, faktisk får han jo nu en stor del af æren for at have afviklet den kolde krig mellem øst og vest.

Ganske tankevækkende at huske forsiden idag, hvor USA’s nuværende præsident, Donald Trump, har svært ved at trække tilsvarende dommedags-forsider i hverken Ekstra-Bladet eller andre aviser. Det turde der ellers være rigeligt med argumenter for.

Ronald Reagan var ligesom Trump en uvant størrelse i embedet, en cowboy fra Californien som indtog Washington for at ruske op i politikervældet med ambitioner om at gribe tingene fundamentalt anderledes an: Han var klart forud for sin tid, et forvarsel om det nutidige, allerede cliché-befængte begreb, disruption.

Det er svært at tale om Donald Trump uden at inddrage disruption, men hermed hører sammenligningen med Reagan også op. Sidstnævnte viste sig taktisk klogere og langt mere intelligent, end hans samtidige gav ham anerkendelse for, og Reagan havde tilstrækkelig ydmyghed til at lytte til sine rådgivere, sine ministre og det erfarne embedsmandsvælde, som omgiver en amerikansk præsident.

Donald Trump fremstår til gengæld uden nævneværdig konkurrence som jordklodens farligste mand. Ikke fordi han som en anden James Bond-skurk planlægger verdensomspændende krige eller har ambitioner om ideologiske paradigmeskifter, som kan ændre verdensordenen – så velovervejet og beregnende er han slet ikke. Men fordi han forekommer aldeles ukvalificeret til at bestride posten – ikke blot for os, som kigger på fra den anden side af Atlanten, men, langt mere foruroligende, også for hans allernærmeste medarbejdere i Det hvide Hus.

Bob Woodwards bog om Trump, Fear – Trump in the White House er ikke udkommet på dansk endnu, men allerede læst af mange herhjemme, kommentatorer såvel som journalister. Jeg undrer mig over, hvor afdæmpede reaktioner, den har udløst.

Nogle har stilfærdig konstateret, at bogen blot bekræftede det allerede etablerede indtryk af Donald Trump som impulsiv, vilkårlig og uforudsigelig. Andre finder det beskæmmende at læse, hvordan en folkevalgt præsident sættes delvist ud af indflydelse af hans nærmeste medarbejdere, når de fjerner beslutninger til underskrift hans skrivebord i håb om, at han allerede har glemt dem.

Bob Woodward er givetvis en af de mest troværdige journalister, USA har mønstret gennem tiderne. Først som den ene af Nixons banemænd under Watergate, siden blandt andet som forfatter til portræt- og debatbøger om samtlige amerikanske præsidenter gennem de sidste 40 år.

Uden at have læst tilnærmelsesvis dem alle, tør jeg godt konstatere, at bogen om Trump adskiller sig markant fra resten. Alene fordi USA aldrig har haft en præsident som Trump, og fordi reglerne i det politiske magtspil er ændret fundamentalt i de to seneste år.

Woodward har interviewet folkene tæt på Trump, og han skildrer dagligdagen i Det hvide Hus komplet med dialog og synsvinklen hos toprådgivere og ministre, stabschefer, forsvars- udenrigsministre m.fl.

I sine noter henviser forfatteren til førstehåndsinterviews med de deltagende på møder og konferencer. Man må vælge at stole på ham eller ej, vælger man det første, er det uhyggeligt, pinligt intimt og dybt foruroligende.

Ikke blot fordi den refererede dialog rummer flere anvendelser af “fuck” end Al Pacino nåede at bruge glosen i Scarface – men fordi man hurtigt fatter sympati og medlidenhed med erfarne politikere og embedsmænd, der skal håndtere en commander in chief, der optræder som en krydsning mellem Caligula og en prækonfirmand.

Det ville være rart, hvis det bare var noget, vi legede. Hvis det var skønlitteratur eller en film, en fantasi eller et mareridt. Men det er skinbarlig virkelighed.

Lad os i denne sammenhæng glemme beskyldninger om sammensværgelserne med Rusland og anklagerne om ulovlig pay-off til prostituerede under valgkampen, og at han foretrækker to hotdogs og en hamburger til frokost som en 11-årig, der får lov at bestemme menuen, fordi mor ikke er hjemme, er vel bare kuriøst.

Skal man tro Woodward blot halvvejs, er USA’s præsident:

En “professionel” løgner blottet for empati. Han er for doven til at åbne en bog endsige blot skimme sin daglige briefing om verserende opgaver, han er uden kendskab til – eller forståelse for – helt grundlæggende mekanismer i såvel politik som økonomi, og han nægter principielt at strække møder længere end 10 minutter, med mindre det handler om et emne, som optager ham (og til den kategori hører kun ganske få). Han bruger seks-otte timer dagligt på at se kabel-tv, han er sygeligt optaget af kritik i pressen, og han gør en dyd ud af ALDRIG at forberede sig på hverken møder eller kritiske beslutninger i forvisning om, at det vil influere negativt på hans evne til at reagere impulsivt.

He’s a fucking idiot.

He’s a fucking moron.

He’s a fucking liar.

Woodward citerer ingen demokratiske modstandere, ovennævnte sentenser er tilskrevet frustrerede stabschefer, personlige advokater og topministre.

Det er skarp sovs, når man som læser ender med at opfatte Breitbart-fantasten Steve Bannon som en fornuftens stemme, der ofte måtte tale Trump til fornuft, inden han forlod sit kontor i Det hvide Hus.

I  sine første 200 dage som præsident har Trump været foruroligende tæt på at udløse en atomkrig med Nordkorea og trods massive advarsler fra ministre og toprådgivere indledt en handelskrig med det meste af verden, som i værste fald udløser endnu en (snarlig) global recession.

Et af problemerne, som folkene tæt på ham konstaterer, er, at Trump handler i politik, som han har for vane at gøre det i ejendomshandel. Går det galt, starter han bare forfra. Trump har overlevet seks konkurser, hvor svært kan det være? Det har været forgæves at forklare ham, at de samme mekanismer ikke gælder for en nation og international politik. Det kan gå gruelig galt, når man rokker ved grundlæggende praksis og aftaler, og det er, hvad vi oplever i eskalerende tempo i øjeblikket.

Mest foruroligende er, at fornuftens stemmer stort set er siet fra. Enten har Trump kasseret dem, eller de har givet op. Stabschef John Kelly og justitsminister Jeff Sessions virker som de mest stabile, tilbageværende elementer, ellers er Det hvide Hus langsomt fyldt op med –  i en af kildernes vurdering – blodtørstige rovdyr, som ikke tænker længere end en personlig dagsorden uden hensyn til hverken langsigtet strategi eller nationenes ve og vel.

Måske er vi blevet immune, måske er Trump blevet trivia i takt med, at vores egen respekt og omsorg for demokratiet tager den ene uppercut efter den anden i Europa. Og måske er det derfor, VANVID’s rubrikkerne i Ekstra-Bladet lader vente på sig, selv om ingen af os burde kunne sove roligt om natten.

 

 

 

 

 

© 2018, mortenguldberg.dk. All rights reserved.