En ydmyg mand? Jo, der findes stadig enkelte eksemplarer

Jeg sidder og bøvler med en 50 års-tale, som bare skal sidde lige i skabet. Det skylder jeg ham, han har fortjent det, hvilket  jeg skal meget snart skal argumentere for.

Men det er ingen let opgave, for han er selv en dygtig taler, meget bedre end mig selv. Og at holde tale idag, hvor vi mest kommunikerer over de sociale medier på digi-dansk, er en udfordring for de fleste. Opgaven kræver ikke bare en afpudsning af det støvede entertainergen, men også en passende blanding af muntre og alvorlige elementer, så man får leveret indhold uden at tabe tilhørerne i kedsomhed undervejs.

Faktisk fristende bare at dukke hovedet og stå over, men den går altså ikke. Ikke mindst fordi fyren her har en særlig kvalitet, som er så få beskåret:

Ydmyghed.

Man kan næsten glemme betydningen. Udtrykket hører til de udryddelsestruede i det danske sprog, for ydmyghed er ikke comme il faut . Og dog er det en egenskab, jeg næppe er den eneste, som savner.

Mange kobler fejlagtigt ydmyghed sammen med jantelov og vores etnisk-genetiske vanskeligheder med at skilte med egne kvaliteter og resultater. Men ydmyghed repræsenterer ikke en modsætning til hverken selvværd eller stolthed over opnåede præstationer.

Den simple udlægning er vel bare, at ydmyghed udspringer af selverkendelse. Bevidstheden om, at der er grænser for egen formåen. At ansvaret for at flytte dem ligger hos én selv. At grænserne ikke rykker uden indsats, uden vilje til at lære og uden bevidsthed om at være en del af noget større. Ydmyghed er også respekt for, at nogen vælger andre veje og har andre synspunkter end en selv. Sidst men ikke mindst, repræsenterer begrebet en erkendelse af, at man sjældent skaber sine resultater alene.

Har vi alle gode fuldblodseksempler på typen? Er vi selv? Og sørger vi for at indprente dyderne for vores afkom?

Jeg Sad forleden og læste om undervisningsministerens planer om at komme det voksende pjækkeri på landets gymnasier til livs. Hun vil trække eleverne i SU, hvis fraværet bliver for højt, og højt er det, nærmer sig faretruende et tocifret procenttal uden tegn på at sænke hastigheden.

Selvfølgelig protesterer de unge mennesker og deres organisationer – det er en såre menneskelig reaktion selv for ydmyge repræsentanter af den studieforberedende generation.

Men argumenterne: At eleverne har ret til selv at bestemme, hvor lidt eller hvor meget undervisning, de orker at følge, at de faktisk gør samfundet en tjeneste, hver gang de møder op – ja, at vi alle bør være taknemmelige for, at nogen overhovedet gider tage en uddannelse, så samfundet kan hænge sammen – repræsenterer alt det modsatte af ydmyghed.

Det kan man ikke bebrejde de unge. Skylden ligger hos os gamle røvhuller, som asfalterer deres vej ud i livet fra Ferrarikørsel mellem kirke og konfirmandreceptionen til psykologhjælp “i eksamens-situationen”. Siden springer solkongerne ud i fuldt flor med udpræget bevidsthed om rettigheder fremfor forpligtelser og en veludviklet sans til at afvise anderledes tænkende, troende, argumenterende med perfide argumenter afleveret lige i solar plexus, for kunsten at lytte har ingen lært dem.

Hvor blev ydmygheden af? Måske gav vi den ikke videre, fordi vi for længst selv mistede den.

Og her er det så min fødselar kommer ind i billedet. For i denne henseende er han et eksemplar til efterfølgelse, et forbillede for ikke blot kommende generationer, men også min egen og mig selv inklusive.

Fødselaren har aldrig fået noget forærende. Hverken de indlysende evner til at gøre sin idræt til en levevej eller – senere –  en boglig uddannelse som ballast til at kaste sig over en ny profession som journalist på et jobmarked fyldt med teoretisk langt bedre forberedte kolleger. Han klarede begge dele med bravour.

Hans vigtigste våben var og er stadig ydmygheden. Med den fulgte viljen til at lære til at blive bedre på eget initiativ. Ved at tage imod hjælp, kritik og gode råd med taknemmelighed og bruge det hele konstruktivt til at forbedre sig selv. Aldrig mæt af at være nået et stykke af vejen, altid bevidst om at der lå mere slid forude.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at følge hans fremskridt gennem et kvart århundrede og har  glædet mig over hans succes.

Det skulle man være et skarn, hvis man ikke kunne skrive en tale om. Og i pagt med fødselarens dyder og sind ville det være disrespektfuldt ikke også at nævne, at han er et røvhul, når han vundet i bordfodbold.

© 2018, mortenguldberg.dk. All rights reserved.