Fra Trump til trivia

For mange år siden, i begyndelsen af 80erne, udkom Ekstra-Bladet med en ikonisk forside. Et close-up af USA-præsident Ronald Reagans ansigt og blot et enkelt ord i Jesu-genkomst typer: VANVID.

Det var dengang, planerne om at opstille mellemdistanceraketter i Nato-lande tæt på Jerntæppet kunne få os alle sammen til på samme tid at ryste på hovedet og i bukserne. Og dengang valget af en tidligere skuespiller til Det hvide Hus ikke blot forekom malplaceret og absurd, men også som en direkte trussel mod os alle i det vestlige verden.

Det er mange år siden, og Ronald Reagan viste sig jo slet ikke så slem som frygtet, faktisk får han jo nu en stor del af æren for at have afviklet den kolde krig mellem øst og vest.

Ganske tankevækkende at huske forsiden idag, hvor USA’s nuværende præsident, Donald Trump, har svært ved at trække tilsvarende dommedags-forsider i hverken Ekstra-Bladet eller andre aviser. Det turde der ellers være rigeligt med argumenter for.

Ronald Reagan var ligesom Trump en uvant størrelse i embedet, en cowboy fra Californien som indtog Washington for at ruske op i politikervældet med ambitioner om at gribe tingene fundamentalt anderledes an: Han var klart forud for sin tid, et forvarsel om det nutidige, allerede cliché-befængte begreb, disruption.

Det er svært at tale om Donald Trump uden at inddrage disruption, men hermed hører sammenligningen med Reagan også op. Sidstnævnte viste sig taktisk klogere og langt mere intelligent, end hans samtidige gav ham anerkendelse for, og Reagan havde tilstrækkelig ydmyghed til at lytte til sine rådgivere, sine ministre og det erfarne embedsmandsvælde, som omgiver en amerikansk præsident.

Donald Trump fremstår til gengæld uden nævneværdig konkurrence som jordklodens farligste mand. Ikke fordi han som en anden James Bond-skurk planlægger verdensomspændende krige eller har ambitioner om ideologiske paradigmeskifter, som kan ændre verdensordenen – så velovervejet og beregnende er han slet ikke. Men fordi han forekommer aldeles ukvalificeret til at bestride posten – ikke blot for os, som kigger på fra den anden side af Atlanten, men, langt mere foruroligende, også for hans allernærmeste medarbejdere i Det hvide Hus.

Bob Woodwards bog om Trump, Fear – Trump in the White House er ikke udkommet på dansk endnu, men allerede læst af mange herhjemme, kommentatorer såvel som journalister. Jeg undrer mig over, hvor afdæmpede reaktioner, den har udløst.

Nogle har stilfærdig konstateret, at bogen blot bekræftede det allerede etablerede indtryk af Donald Trump som impulsiv, vilkårlig og uforudsigelig. Andre finder det beskæmmende at læse, hvordan en folkevalgt præsident sættes delvist ud af indflydelse af hans nærmeste medarbejdere, når de fjerner beslutninger til underskrift hans skrivebord i håb om, at han allerede har glemt dem.

Bob Woodward er givetvis en af de mest troværdige journalister, USA har mønstret gennem tiderne. Først som den ene af Nixons banemænd under Watergate, siden blandt andet som forfatter til portræt- og debatbøger om samtlige amerikanske præsidenter gennem de sidste 40 år.

Uden at have læst tilnærmelsesvis dem alle, tør jeg godt konstatere, at bogen om Trump adskiller sig markant fra resten. Alene fordi USA aldrig har haft en præsident som Trump, og fordi reglerne i det politiske magtspil er ændret fundamentalt i de to seneste år.

Woodward har interviewet folkene tæt på Trump, og han skildrer dagligdagen i Det hvide Hus komplet med dialog og synsvinklen hos toprådgivere og ministre, stabschefer, forsvars- udenrigsministre m.fl.

I sine noter henviser forfatteren til førstehåndsinterviews med de deltagende på møder og konferencer. Man må vælge at stole på ham eller ej, vælger man det første, er det uhyggeligt, pinligt intimt og dybt foruroligende.

Ikke blot fordi den refererede dialog rummer flere anvendelser af “fuck” end Al Pacino nåede at bruge glosen i Scarface – men fordi man hurtigt fatter sympati og medlidenhed med erfarne politikere og embedsmænd, der skal håndtere en commander in chief, der optræder som en krydsning mellem Caligula og en prækonfirmand.

Det ville være rart, hvis det bare var noget, vi legede. Hvis det var skønlitteratur eller en film, en fantasi eller et mareridt. Men det er skinbarlig virkelighed.

Lad os i denne sammenhæng glemme beskyldninger om sammensværgelserne med Rusland og anklagerne om ulovlig pay-off til prostituerede under valgkampen, og at han foretrækker to hotdogs og en hamburger til frokost som en 11-årig, der får lov at bestemme menuen, fordi mor ikke er hjemme, er vel bare kuriøst.

Skal man tro Woodward blot halvvejs, er USA’s præsident:

En “professionel” løgner blottet for empati. Han er for doven til at åbne en bog endsige blot skimme sin daglige briefing om verserende opgaver, han er uden kendskab til – eller forståelse for – helt grundlæggende mekanismer i såvel politik som økonomi, og han nægter principielt at strække møder længere end 10 minutter, med mindre det handler om et emne, som optager ham (og til den kategori hører kun ganske få). Han bruger seks-otte timer dagligt på at se kabel-tv, han er sygeligt optaget af kritik i pressen, og han gør en dyd ud af ALDRIG at forberede sig på hverken møder eller kritiske beslutninger i forvisning om, at det vil influere negativt på hans evne til at reagere impulsivt.

He’s a fucking idiot.

He’s a fucking moron.

He’s a fucking liar.

Woodward citerer ingen demokratiske modstandere, ovennævnte sentenser er tilskrevet frustrerede stabschefer, personlige advokater og topministre.

Det er skarp sovs, når man som læser ender med at opfatte Breitbart-fantasten Steve Bannon som en fornuftens stemme, der ofte måtte tale Trump til fornuft, inden han forlod sit kontor i Det hvide Hus.

I  sine første 200 dage som præsident har Trump været foruroligende tæt på at udløse en atomkrig med Nordkorea og trods massive advarsler fra ministre og toprådgivere indledt en handelskrig med det meste af verden, som i værste fald udløser endnu en (snarlig) global recession.

Et af problemerne, som folkene tæt på ham konstaterer, er, at Trump handler i politik, som han har for vane at gøre det i ejendomshandel. Går det galt, starter han bare forfra. Trump har overlevet seks konkurser, hvor svært kan det være? Det har været forgæves at forklare ham, at de samme mekanismer ikke gælder for en nation og international politik. Det kan gå gruelig galt, når man rokker ved grundlæggende praksis og aftaler, og det er, hvad vi oplever i eskalerende tempo i øjeblikket.

Mest foruroligende er, at fornuftens stemmer stort set er siet fra. Enten har Trump kasseret dem, eller de har givet op. Stabschef John Kelly og justitsminister Jeff Sessions virker som de mest stabile, tilbageværende elementer, ellers er Det hvide Hus langsomt fyldt op med –  i en af kildernes vurdering – blodtørstige rovdyr, som ikke tænker længere end en personlig dagsorden uden hensyn til hverken langsigtet strategi eller nationenes ve og vel.

Måske er vi blevet immune, måske er Trump blevet trivia i takt med, at vores egen respekt og omsorg for demokratiet tager den ene uppercut efter den anden i Europa. Og måske er det derfor, VANVID’s rubrikkerne i Ekstra-Bladet lader vente på sig, selv om ingen af os burde kunne sove roligt om natten.

 

 

 

 

 

Virkelig eller virtuel? Who cares?

Champions League sæsonen er igang, men i virkeligheden begynder sæsonen først for alvor om en uge eller to.  Det vil sige, godt nok er de første kampe spillet på græs, men nok så interessant er det selvsagt, hvordan holdene og spillerne tager sig ud i deres virtuelle udtryk. Og det ved vi først for alvor, når FIFA 19 er fuldt tilgængeligt:

Er Ronaldo stadig lidt bedre end Messi? Hvordan fejrer Salah sine scoringer i denne sæson, og hvordan står Pep Guardiolas Manchester City taktisk, når de møder Juventus eller Real Madrid? Spørgsmålene besvares ved konsollen snarere end på grønsværen.  For virkeligheden er ikke længere bare virkelig, men også virtuel.

Forvirret? Så er du nok digital indvandrer ligesom mig. For de indfødte med hang til fodbold, giver det sig selv: En ny årgang af  fodboldspillet FIFA indvarsler endnu en udvaskning af forskellen mellem virkelig og virtuel. Og med årgang 19 tilgængelig i prototype er vi derhenne, hvor det allerede er svært at skelne.

Min søn på 15 har tjekket snigpremieren på det nye spil, og han er begejstret. Grafikken har taget endnu et gevaldigt hop. Ronaldo, eksempelvis, ligner væsentlig mere den ægte udgave end statuen af ham i lufthavnen på Madeira, og når man sætter en Champions League kamp op på Juventus’ hjemmebane i Torino, er det næsten som at være der selv både visuelt og lydmæssigt.

I den nye udgave er den gamle Arsenal-back Lee Dixon medkommentator, og han leverer løbende anekdoter, som bestyrker indtrykket af at befinde sig til en ægte fodboldkamp: Som når han fortæller, hvordan han som en lille dreng fik en Juventustrøje og stolt spillede med den i baghaven…

Det er ingen hemmelighed, at topspillere efterhånden går mere end almindeligt op i, hvordan FIFA rangerer dem på spillets kvalitative 100 points skala. For det er jo ikke sjovt at blive fravalgt eller se dårlig ud på alverdens teenageværelser et helt fodboldår, når millioner af virtuelle kampe skal udkæmpes. Nogle klager endda, hvis de føler sig tilstrækkelig desaveuret.

Når de nu føler  så dygtige i den konkrete virkelighed, er det da ikke rimeligt, at de skal fremstå ringere som deres virtuelle alter ego. Ja, nogle gange kan man næsten have indtrykket af, at det sidste betyder mere end det første.

Det kan det sagtens komme til, for når grænsen langsomt, men sikkert forsvinder mellem det virkelige og det virtuelle, holder vi også op med at skelne mellem spillernes formåen i kød og blod og versionen på xbox og Playstation.

Det kan godt være, man skal være en sur gammel mand for at føle ubehag ved de etiske problemer i den udvikling. Men det gør dem ikke mindre relevante.

Min umiddelbare bekymring er, at færre vil gide se de “ægte” fodboldkampe, fordi det er sjovere selv at være en del af begivenheden i den virtuelle udgave. E-sport kan revolutionere sport som underholdnings-industri ligeså voldsomt som internettet ændrede vores digitale virkelighed. Og så bliver vi gamle romantikere måske parkeret på et hvilehjem, hvor “ægte” sport skal findes på TV2 Charlie, mens næste generation diskuterer de virtuelle spillere og måske selv får måder at udvikle, handle og iscenesætte dem på.

Men festen stopper næppe her.

For FIFA 18 er jo blot et redskab i en udvikling, som forlængst er sat igang, og som ingen rigtig overvejer at stoppe: Snart vil vi måske alle rumme både en konkret og en virtuel udgave. Hvem siger, at den virtuelle version kun skal kunne spille fodbold på topplan? Bliver vi i kulturen kunne man forestille sig koncerter med virtuelle udgaver af musikere på arenaer, man som publikum selv kan vælge til – ligesom playlisten vil kunne sammensættes individuelt med tilstrækkelig avancerede algoritmer.

Kunne politikere også optræde i virtuelle versioner, hvor vi kunne invitere dem hjem i stuen, hvor de kunne forklare deres handlinger og synspunkter, deltage i diskussioner med andre virtuelle politikere med emner, vi vælger for dem? Eller kunne vi anbringe vores fremtidige version af os selv i spidsen for Danske Bank eller til ministerrådsmøde i EU, når virkeligheden som lagerassistent eller bogholder i speditionsfirmaet bliver en anelse for grå?

Det er værd at tænke over, hvordan vi definerer os som individer i fremtiden. Ikke nødvendigvis om 50 eller 100 år, måske ikke engang om 10 eller 20. For fremtiden er her omtrent allerede, bare spørg junior foran konsollen. Scorede Messi hattrick i aftes? Ikke i min kamp, jeg fik Pogba til at sparke ham ned i første halvleg…

 

 

Ingen taler taler til fansene i fodboldbananrepublikken Danmark

Hvem sidder med aben i fodbolddanmark,, som er i hastig forvandling til bananrepublik? Det gør vi fans i den sidste ende, og i øjeblikket behandles vi af begge konfliktens parter som netop – aber.

Verdens mest absurde fodboldkonflikt har et markant karakteristikum, som mestendels ignores:

Både DBU eller landsholdsspillerne/Spillerforeningen leverer et stykke kommunikationsarbejde, som er jammerligt ringe. Nej, det er endnu værre: I skytttegravskrigen, de gensidige beskyldninger og ansvarsforflygtelse, undlader man helt og aldeles at adressere landsholdets vigtigste interessenter:

Fansene.

Konflikten er ældgammel og trækker rødder i en kronisk strid mellem parter uden gensidig forståelse eller vilje til kompromis. I jagten på – ironisk nok – sejr for enhver pris,  opgiver både DBU og spillerrepræsentanter ethvert forsøg på at forklare motiver og handlinger, så meningmand kan forstå dem.

Uanset set hvem, der vinder, eller om alle taber, er undladelsen en katastrofe på længere sigt. For står man på lægterne, sidder foran skærmen eller  er man bare som jeg vokset op med landsholdet som en konstant i fodboldkalenderen, føler man sig både svigtet og ignoreret. Og når følelsen på et tidpunkt forvandles til ulmende vrede, får det uforudsigelige konsekvenser.

Hvad er det, de slås om? Honorarer, rettigheder, muligheden for at organisere sig i en fagforening eller bare principper? Der kan være nok så gode argumenter for, at stridspunkterne kræver en afklaring, men jeg har stadig til gode at få dem til at opveje konsekvenserne, som vi ser dem folde sig ud i øjeblikket.

Spillerne: Her gik vi og troede, at landsholdet handler om ære, national stolthed og alt det, som ikke har med ussel mammon og kontrakter at skaffe. Landsholdsspillere anno 2018 tjener på et år, hvad fortidens helte som Allan Simonsen, Per Røntved og Henning Jensen tjente på en hel karriere (omregnet i nutidspenge vel at mærke), men de er stadig parate til at ofre karrieren i den rød/hvide trøje, muligheden for at spille sig til EM- og VM-slutrunder, for at varetage deres sponsorrettigheder? Virkelig?

Da kvindelandsholdet  sidste år førte en tilsvarende kamp mod DBU for bedre forhold, kunne man i det mindste have sympati for udgangspunktet, for kvinderne kan hverken leve eller dø af deres klublønninger. Men herrerne er bedre lønnede end på noget andet tidspunkt i fodboldhistorien, selv om man sagtens kan argumentere for, at tidligere generationer har haft mere talent på banen. Hvordan skal vi have sympati for dem, deres argumenter eller mulighed for at sætte endnu en Audi A7 i garagen? Landsholdet handler ikke om penge, men om æren, har vi lært gennem generationer. Nu handler det tilsyneladende om principper…

DBU: Jeg har skrevet om landsholdet, da DBU var en autoritær, arrogant og lukket institution bygget på koloniale, feudale principper fra en fjern fortid. Den nuværende administration forsøgte at gøre op med den lidet folkelige stil og forvandle DBU til en moderne organisation favnende om både græsrødder og elite.

Nu er det lige før, man ønsker sig Lars Berendt og Jim Stjerne Hansen tilbage. For selv om DBU-ledelsen hævder at kæmpe “folkets” sag og sikre de nødvendige millionindtægter for at holde fodboldlandsholdet flydende, er der tilsyneladende ikke noget offer, som er for stort til at ofre på princippernes alter.

For anden gang på mindre end 12 måneder er forbundet parat til at blæse på fodboldnationens omdømme, lade organisationen fremstå som en bananrepublik/uorganiseret 3. verdensland ved enten at melde fra eller sende sekundaspillere til en landskamp.

Helt ærligt – her må man da aldrig nå ud. Når unionen ikke engang kan forklare sin sag for offentligheden i Danmark, skal man ikke forvente, forståelsen er større uden for landets grænser. Vi er til grin, skaden er uoprettelig og ryet som den fine, ordentlige, dialogbaserede nation med orden i sagerne (i fodboldsammenhæng) permanent lagt i graven. Ikke bare gjorde de det én gang med kvinderne – nu gør de det minsandten igen med herrerne! Hvad i alverden foregår der?

Hertil er DBU parat til at gå i en strid, som mere ligner personopgør og opbygget had og foragt end en dialog om med fælles ønske om at finde en løsning. Sagen er tilsyneladende vigtigere end alt andet for unionen, men så burde man måske spørge sig selv, hvorfor kollegerne ikke bare i Skandinavien, men i Europa, ja vel omtrent over hele kloden, kan håndtere udfordringen uden at skulle stille landshold af seriespillere med tilknyttet idrætspsykolog for at kunne opfylde deres aktivitetskalender.

Fans og menigmand er gidslerne, som ingen stemme har i konflikten, men som må leve med konsekvenserne.

Hvor længe gider man det? Fodbold handler om følelser, og i en verden af troløse forbrugere, er fans af nationalsporten en af de få tilbageværende, trofaste af slagsen.

Men uden troværdighed i produktet (landsholdet) holder trofastheden ikke, og skal man udkæmpe en krig eller bare have forståelse for den, skal begrundelsen være på plads for at sikre folkelig opbakning.

Ingen af delene er adresseret af parterne, og det er uklogt.

 

Han forvandler løgn til sandhed – og vi gør ingenting

Donald Trump

For mange år siden læste jeg en amerikaners erindring fra 30’ernes Tyskland. Navnet husker jeg ikke, men han berettede om sine indtryk af den spirende nazisme og tilhørte minoriteten af kritikerne, der både tidligt og sent advarede mod det totalitære magtskifte og alt, hvad der fulgte med.

Jeg husker bedst en enkelt passage: Forfatteren stod ved en af nazisternes store parader med bannere, farver, pomp og pragt og tusinder i samhørig fællesmarch, mens Hitler brølede sine letforståelige anklager mod jøder og andre fjender af Tyskland til folkemængdens jubel.

Her måtte både forfatteren og hans venner modstå fristelsen til at lade sig rive med. Tage sig i at tænke over hvor behageligt og let det ville være at glemme moral, værdighed og anstændighed og give sig hen til demagogiens enkle logik. At lade løgn forvandle sig til sandhed og den ubekvemme sandhed fremstå som løgn.

Man kan næsten se det for sig. Og selv mærke fristelsen til at acceptere løgnen som adgangskortet til fællesskabet med de kategoriske synspunkter.

Hvor meget har vi lært af historien? Ikke nok til at håndtere en nutidig despot som Donald Trump, der er i færd med at afvikle demokratiet i både USA og resten af den vestlige verden.

Åh nej, ikke mere Donald Trump, tænker nogle måske – og skrev han ikke også om ham i sidste måned?

Jeg var helst fri for at beskæftige mig yderligere med USA’s præsident. Men forholder vi os ikke til ham og den trussel, han udgør, accepterer vi passivt eller aktivt den krybende forvandling af løgn til sandhed og sandhed til løgn.

Parallelen til 30’ernes Tyskland er nærmest en kliché, men den er ikke desto mindre relevant.

En ting er, at Donald Trump lyver. Og trash-talker via sine tweets. Og har gjort det stort set hver dag, siden han blev valgt, hvilket blandt andre New York Times dokumenterer løbende. Noget andet er, at løgnene bliver stadig tykkere og nedgørelsen af politiske modstandere mere beskidt. I takt med at medløberne ikke siger ham imod, og modstanderne forsøger at bevare en værdighed, bliver Donald Trump stadig mere dristig, modig. Og stadig mere skamløs.

Han kalder FBI-chefer, tidligere og nuværende, for tyve, scum og løgnere, mens demokratiske politikere er kriminelle. Var Trump en amerikansk sportsstjerne, ville han være idømt kæmpebøder og karantæne, for ingen sportsgren, som henvender sig bredt til den amerikanske befolkning, accepterer det sprogbrug, USA’s præsident har gjort til sit adelsmærke i Det Hvide Hus.

Løgnene har nået et niveau, Joseph Goebbels ville have været stolt af: Når tusinder af børn rives ud af hænderne på deres forældre ved den mexicanske  grænse og anbringes i bure, tildeler Trump vedholdende sine demokratiske modstandere hele ansvaret. Til trods for at Trumps eget parti har flertal i begge kongres-kamre og selv om den nye praksis er indført på initiativ af hans egen regering. Det er løgn. Men han gentager den gang på gang.

“If you tell a big enough lie and tell it frequently enough, it will be believed.”

Adolf Hitler

På den måde afsporer eller umuliggør han en reel debat. For er man ikke enig om præmisserne, kan man ikke diskutere meningsfyldt, og det er pointen for både Trump og hans stab. De råber og postulerer ud fra en alternativ virkelighed, overfor hvilken almindelig argumentation preller af.

Det er klassisk totalitær kommunikationsstrategi, som vi har oplevet den i eksempelvis Sydamerika, Nordkorea, Zimbabwe og den gamle østblok. Men aldrig tidligere i et vestligt demokrati.

Vi har heller ikke – og her bliver det ubehageligt nærværende for alle os på den anden side af Atlanten – oplevet en amerikansk præsident blande sig indenrigspolitisk hos allierede i Europa.

Her har Trump betrådt nye stier i løbet af de seneste uger, hvor han først sendte sin nyudnævnte ambassadør i Tyskland i byen med ros og lovning på vedvarende støtte til de voksende populistpartier i Europa.

Helt uhørt hånede Trump forleden Angela Merkel. Helt åbenlyst bifalder han det voksende oprør internt i den tyske regering og giver indirekte den tyske kansler skylden for Europas imigrationsproblemer.

“Kriminaliteten i Tyskland er way up”, tweeter Trump frejdigt, selv om facts er, at vores naboland mod syd sidste år registrerede det laveste antal forbrydelser i et kvart århundrede.

Med tilsidesættelse af al kutyme og etikette overfor allierede gennem generationer arbejder Donald Trump indiskret for afmonteringen af vestlig demokrati og fremme af de samme populiststrømninger, som Putins Rusland bistår digitalt såvel som verbalt. Han roser åbenlyst despoter som sin nye ven i Nordkorea, der efter mødet i Singapore ikke længere er en brutal diktator med 100.000 mord på samvittigheden, men en “ambitiøs leder, som elsker sit land”. Og som indimellem har været nødt til at være tough.

Og her er det så, jeg kommer i tanke om reportagen fra Nazityskland. Det er så let at lade stå til, at give andre skylden eller bifalde den stærke mand, som gør op med de indbyggede svagheder i demokratiet. Men nøjagtig som i 30’erne er det dødsensfarligt at tie netop nu, hvor ikke bare udviklingen i USA, men også lande som Østrig, Italien, Storbritannien bevæger sig i anti-demokratisk retning.

Det er deprimerende at iagttage, at vi i Europa, demokratiets fødested, mestendels agerer med apati.

Jeg er vokset op med protestbevægelser mod Vietnamkrig, apartheid i Sydafrika, klimatrusler, miljøkatastrofer og atomkraft- og våben. Men den europæiske græsrodsbevægelse mod en amerikansk præsident, som udgør den mest konkrete trussel mod vores grundlæggende værdier siden Anden Verdenskrig, glimrer ved sit fravær.

Måske er udviklingen bare for uvirkelig til at afføde en reaktion. Eller måske er vi bare begyndt at acceptere, at løgn bliver til sandhed og sandheden til løgn.

“…the rank and file are usually much more primitive than we imagine. Propaganda must therefore always be essentially simple and repetitious.”

Joseph Goebbels

 

En ydmyg mand? Jo, der findes stadig enkelte eksemplarer

Jeg sidder og bøvler med en 50 års-tale, som bare skal sidde lige i skabet. Det skylder jeg ham, han har fortjent det, hvilket  jeg skal meget snart skal argumentere for.

Men det er ingen let opgave, for han er selv en dygtig taler, meget bedre end mig selv. Og at holde tale idag, hvor vi mest kommunikerer over de sociale medier på digi-dansk, er en udfordring for de fleste. Opgaven kræver ikke bare en afpudsning af det støvede entertainergen, men også en passende blanding af muntre og alvorlige elementer, så man får leveret indhold uden at tabe tilhørerne i kedsomhed undervejs.

Faktisk fristende bare at dukke hovedet og stå over, men den går altså ikke. Ikke mindst fordi fyren her har en særlig kvalitet, som er så få beskåret:

Ydmyghed.

Man kan næsten glemme betydningen. Udtrykket hører til de udryddelsestruede i det danske sprog, for ydmyghed er ikke comme il faut . Og dog er det en egenskab, jeg næppe er den eneste, som savner.

Mange kobler fejlagtigt ydmyghed sammen med jantelov og vores etnisk-genetiske vanskeligheder med at skilte med egne kvaliteter og resultater. Men ydmyghed repræsenterer ikke en modsætning til hverken selvværd eller stolthed over opnåede præstationer.

Den simple udlægning er vel bare, at ydmyghed udspringer af selverkendelse. Bevidstheden om, at der er grænser for egen formåen. At ansvaret for at flytte dem ligger hos én selv. At grænserne ikke rykker uden indsats, uden vilje til at lære og uden bevidsthed om at være en del af noget større. Ydmyghed er også respekt for, at nogen vælger andre veje og har andre synspunkter end en selv. Sidst men ikke mindst, repræsenterer begrebet en erkendelse af, at man sjældent skaber sine resultater alene.

Har vi alle gode fuldblodseksempler på typen? Er vi selv? Og sørger vi for at indprente dyderne for vores afkom?

Jeg Sad forleden og læste om undervisningsministerens planer om at komme det voksende pjækkeri på landets gymnasier til livs. Hun vil trække eleverne i SU, hvis fraværet bliver for højt, og højt er det, nærmer sig faretruende et tocifret procenttal uden tegn på at sænke hastigheden.

Selvfølgelig protesterer de unge mennesker og deres organisationer – det er en såre menneskelig reaktion selv for ydmyge repræsentanter af den studieforberedende generation.

Men argumenterne: At eleverne har ret til selv at bestemme, hvor lidt eller hvor meget undervisning, de orker at følge, at de faktisk gør samfundet en tjeneste, hver gang de møder op – ja, at vi alle bør være taknemmelige for, at nogen overhovedet gider tage en uddannelse, så samfundet kan hænge sammen – repræsenterer alt det modsatte af ydmyghed.

Det kan man ikke bebrejde de unge. Skylden ligger hos os gamle røvhuller, som asfalterer deres vej ud i livet fra Ferrarikørsel mellem kirke og konfirmandreceptionen til psykologhjælp “i eksamens-situationen”. Siden springer solkongerne ud i fuldt flor med udpræget bevidsthed om rettigheder fremfor forpligtelser og en veludviklet sans til at afvise anderledes tænkende, troende, argumenterende med perfide argumenter afleveret lige i solar plexus, for kunsten at lytte har ingen lært dem.

Hvor blev ydmygheden af? Måske gav vi den ikke videre, fordi vi for længst selv mistede den.

Og her er det så min fødselar kommer ind i billedet. For i denne henseende er han et eksemplar til efterfølgelse, et forbillede for ikke blot kommende generationer, men også min egen og mig selv inklusive.

Fødselaren har aldrig fået noget forærende. Hverken de indlysende evner til at gøre sin idræt til en levevej eller – senere –  en boglig uddannelse som ballast til at kaste sig over en ny profession som journalist på et jobmarked fyldt med teoretisk langt bedre forberedte kolleger. Han klarede begge dele med bravour.

Hans vigtigste våben var og er stadig ydmygheden. Med den fulgte viljen til at lære til at blive bedre på eget initiativ. Ved at tage imod hjælp, kritik og gode råd med taknemmelighed og bruge det hele konstruktivt til at forbedre sig selv. Aldrig mæt af at være nået et stykke af vejen, altid bevidst om at der lå mere slid forude.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at følge hans fremskridt gennem et kvart århundrede og har  glædet mig over hans succes.

Det skulle man være et skarn, hvis man ikke kunne skrive en tale om. Og i pagt med fødselarens dyder og sind ville det være disrespektfuldt ikke også at nævne, at han er et røvhul, når han vundet i bordfodbold.

Et par ord om hverdagshelte

Nedenstående er en stilfærdig hyldest til mennesker, som udfører deres arbejde for en ringe løn, som sjældent kan læse eller høre om sig selv i andre sammenhænge end overenskomstforhandlinger og Christiansborg-ordføreres regneeksempler, og som ofte fremstilles, så de akkurat passer ind i en politisk dagsorden. Uden at de selv bliver spurgt.

Mest er det bare mennesker, som stilfærdigt passer et vigtigt arbejde. Og udfører en funktion, vi andre ikke har overskud til.

I pinsen besøgte jeg min mor på hendes plejehjem, Gammelgaard, i Skive. Institutionen er organiseret i klynger, min mor bor sammen med stedets øvrige demente i en afdeling for sig selv, og i forårsvarmen blev eftermiddagskaffen serveret udendørs i en lille gårdhave.

Her sad vi så – en håndfuld beboere, et par pårørende og tre plejere, som sørgede for is med frugtsaft og fløde i kaffen. Serveret under solskin, med fugle-sang og stimulerende udsigt til blomster og planter i spande og højbede.

Demente siger ikke så meget, men der kom alligevel en snusfornuftig kaffesnak ud af det på adstadig sallingbomål, masser af smil, lidt sjov og ballade, og nytilkomne Gerda fik spurgt, om hun nu også opførte sig korrekte og gjorde det rigtige på hendes nye bopæl.

–  Vi vil bare gerne have, du bliver ved med at være Gerda, lød det indlysende svar fra Gerdas kontaktperson-tilknyttede på taburetten ved havebordet.

Jeg tog mig i at blive et kvarter længere end planlagt. Uden at hive telefonen frem selv om den brummede og rystede i lommen. For her var rart, et sjældent øjeblik af ro og overskud, en stemning af overskud og omsorg, lykkelig befriet for antydningen af stress.

Vanskeligt at forklare, men når man sidder i det, ved man, hvad det drejer sig. Et såkaldt moment, som min kone og jeg plejer at kalde en flygtig stund af lutter velvære.

Min mor på 91 sad med et lille smil på læben, og så er det svært at ønske sig ret meget mere for en søn, der burde komme oftere.

Pleje af vores ældre handler ikke om at dulme pårørendes dårlige samvittighed, men det er en daglig luksus at vide, at ældste generation lever under værdige forhold med mennesker, der respekterer dem som individer.

Min mor har boet på Gammelgaard i over tre år, og mens jeg kørte hjem konstaterede jeg endnu engang, at jeg har mit første møde med stresset personale til gode. Jeg har ingen forargede eksempler på manglende bleskift, på sure afvisninger af mine eller mine brødres henvendelser med henvisning til manglende tid eller utilstrækkelig normering.

Tværtimod har jeg mødt lutter imødekommenhed. Skiftende personale har altid haft styr på mit og andre pårørendes navne og relationer, og selv om der er masser af triste sider ved at skulle slutte tilværelsen på en institution, er jeg sikker på, at min mor er det rigtige sted. Under optimale forhold.

Jeg kender ikke til ressource-prioriteringen i Skive Kommune, aner ikke hvordan min barndomsby fordeler midlerne på de kommunale institutioner. Jeg er ikke ude i et politisk ærinde.

Men jeg ved, at fortællingerne om de varme hænder, som bliver stadig køligere, om de negligerede og hjælpeløse gamle, som må vente i halve dage på at blive hjulpet op fra og tilbage i seng ikke passer med mine egne erfaringer.

Og jeg ved, at der findes hverdagshelte, som vi andre ville være ilde stedt foruden. Hverdagshelte, som uden overdreven anerkendelse påtager sig et arbejde vi nok alle med tiden kommer til at påskønne som det allervigtigste.

 

 

Ondskabens imperium 2.0

For år tilbage besøgte jeg Joshua Tree ørkenen i Californien på en guidet rundtur. Ledet af en erfaren guide, ranger Steve, med stort overskæg og masser af lune og anekdoter.

Han havde en særlig fortællestil. Når han eksempelvis gav os den skrækindjagende historie om ørkenens farligste kaktus, listede han plantens ubehagelige egenskaber op, en efter en, og sluttede hvert afsnit med et: But that’s not the worst part – efterfulgt af en lille kunstpause, hvor vi så kunne fundere over, hvad der kunne være endnu værre end at mærke centimeter lange pigge med modhagere gribe fast og bore sig langt ind under huden.

En effektiv fortælleteknik, for selvfølgelig hænger man på, nysgerrig efter endnu et gys, og hyggeligt er det også, så længe man ved, at den ultimative worst part, jo trods alt er noget, man blot kan holde sig fra.

På det seneste har jeg tænkt en del over, hvordan Steve ville udlægge Donald Trumps præsidentperiode og de sidste par års amerikanske samtidshistorie. Hvor mange but that’s not even the worst part, han ville lægge ind, og hvad han ville gemme til sidst.

Det er faktisk ikke nogen rar tanke.

Tag ikke fejl. Jeg holder af Amerika. Nogle af mine bedste ferier og mest lærerige studieophold er tilbragt i USA, hvor jeg har mødt lutter venlighed, imødekommende, gæstfri mennesker, som var oprigtigt interesserede i at høre om andet og andre end sig selv.

Så meget desto mere bedrøveligt er det at skulle skrive linjer som disse. For det er skrækindjagende at iagttage, hvordan demokratiske spilleregler eroderer, hvordan det officielle USA stadig mere ligner en uberegnelig bananrepublik, og hvor et foruroligende højt antal amerikanere tilsyneladende ikke er i stand til at ænse faresignalerne. Endsige reagere.

På 4000 km’s afstand er det let at  latterliggøre Donald Trump. Det er risikofrit, ja, endda politisk korrekt og nærmest vedtaget ved håndsoprækning at manden er et løsgående, narcissistisk missil med et opblæst ego og en fatal mangel på indsigt og ydmyghed i forhold til sit embede som verdens vigtigste folkevalgte politiker.

Men uanset hvor fristende og nødvendigt det kan være at gå folkestrømmen imod, giver det ingen mening her. For analysen er ikke bare korrekt, den er en underdrivelse. Og som ranger Steve ville have sagt, er det ikke engang det værste.

For Donald Trump kommer måske ikke engang til at fremstå som den mest katastrofale præsident i USA’s historie, selv om han kandiderer voldsomt. Han baner nærmest dagligt vejen for, at noget endnu værre kan følge efter. De afledte effekter af hans ledelsesstil kan få store følger på den anden side at Atlanten og for de demokratiske traditioner, vi bygger på.

Udenrigspolitisk har en amerikansk præsident beføjelser som en diktator, og den magt har Donald Trump udnyttet til systematisk at demontere sin forgængers initiativer og fjerne USA’s nationale troværdighed. Man kan ikke længere stole på, at aftaler med verdens største militære- og økonomiske magt rækker længere end fire år, når en præsident ikke respekterer sin forgængers indgåelse af eksempelvis klima- og nedrustningsaftaler. Et ord er ikke længere et ord, et løfte ikke længere et løfte, og en aftale ikke længere en aftale med USA. Hvad enten den er indgået med allierede eller fjender.

Temmelig slemt, men det er ikke det værste.

Jeg begynder de fleste morgener med at skimme de amerikanske avisoverskrifter, nyhedshistorierne på tv-kanalerne og debatten på de sociale medier. Og det bliver faktisk mere ubehageligt dag for dag.

Al anstændighed og værdighed er for længst droppet i præsidentens factsresistente bagland. George Orwell kunne dårligt have beskrevet det mere dystopisk korrekt i Animal Farm: Når nogen siger noget, man ikke bryder sig om, råber fårene bare højere, og den substantielle forskel mellem four legs good, two legs bad og lock her up er til at overse.

Hverken russiske trolde, plasticopererede pornoskuespillere (“han sagde, at jeg mindede ham om hans datter”) eller truende rigsretssager gør indtryk på Trumps heppekor af fundamentalistiske kristne eller negligerede hillbillies. Al snak om moral er blevet til afviselig skyts hos de desperate modstandere. For Trumps tilhængere er forlængst trådt over på den anden side, hvor fakta er noget, man får til at stemme med sin overbevisning.

Og adskillige millioner amerikanere har besluttet at sluge alt, hvad der kommer ud af præsidentens mund. Hvad enten han håner eller lyver om egne bedrifter, sine modstandere eller eksempelvis fortæller en absurd historie om et hospital midt i London, hvor blodet flyder på gangene, fordi knivstikkeri er så almindeligt i et land med våbenkontrol. Eller når han praler med at have givet de ansatte i det amerikanske forsvar “den første lønforhøjelse i 10 år”, selv om det er et ubestridelig faktum, at soldaternes løn er hævet hvert eneste år de sidste 30. Protesterne drukner i hujen og piften.

Men det er heller ikke det værste.

“There is now more tolerance for dishonesty in politics than I have seen in my lifetime. The only thing more dangerous than dishonest politicians who have no respect for the law is a chorus of enablers who defend their every lie.”

Michael Bloomberg, stifter og ejer af Bloomberg LP, multi-milliardær og borgmester i New York City i perioden 2002-2013.

Trump har ændret præmisserne for den demokratiske debat. Bevidst eller ej er taktikken langt mere effektiv end at indskrænke ytringsfriheden gennem forbud og lukning af medier. Underminerer man troværdigheden i nyhedskilderne, som Trump-administrationen har gjort, fjerner man den uafhængige presses muligheder for at udføre dens samfundsmæssigt vigtigste opgave: At kontrollere magthaverne.

Trump har til bevidstløshed råbt fake news ad enhver form for kritik, og nu kan nok så hårdtslående beviser på omgåelse af regler, bestikkelse m.m. ikke længere gøre indtryk på andre end dem, som i forvejen er modstandere af deres præsident. Forbløffende tre fjerdedele af de republikanske vælgere tror på, at Donald Trump som udgangspunkt taler sandt, hver gang han åbner munden.

Men det er faktisk ikke det værste.

Trump har formået at ændre sprogbruget, at deklassere anstændighed og moral, respekt for spilleregler og lovens bogstav med forbløffende effektivitet. Præsidenten er ikke længere alene om udspy vulgære udsagn på Twitter og i sine kampagne-taler foran et frådende publikum i sportshallerne. Præsidentens stab i Det Hvide Hus er blevet stadig mere dristig – eller skødesløs, alt efter hvad man foretrækker, i forhold til, hvad der kan siges i demokratiets fremmeste embedsbolig.

Forleden kommenterede en af Trumps kommunikationsansatte, Kelly Sadler, senator John McCain’s kritik af Trumps nyudnævnte CIA-direktør, Gina Haspel, med følgende bemærkning:

It doesn’t matter. He’s dying anyway.

McCain, tidligere præsidentkandidat for Republikanerne, lider af en hjernesvulst, men er stadig rask nok til at modsætte sig udnævnelsen af en CIA-boss, der – ligesom præsidenten  – ikke vil tage afstand til brugen af tortur.

McCain sad i krigsfængsel under Vietnamkrigen gennem flere år og blev selv udsat for tortur.

Men ikke engang amerikanernes traditionelle respekt for krigsveteraner repræsenterer længere nogen anstændighedsgrænse. Udsagnet er hverken undskyldt eller har fået konsekvenser for Sadler.

Det er ikke længere et spørgsmål om højre eller venstre, liberal eller konservativ: Alle, der er imod præsidenten, er fair game, og det er tilladt at bruge argumenter fra skolegården, det gør præsidenten selv.

Tonen bliver stadig mere rå, ondskabsfuld hvis ikke rent ud fascistoid, og når det i dag er blevet legalt at kalde folk af anden overbevisning for forrædere, er sprogbruget målrettet det, vi kender fra diktaturer. Endnu mere foruroligende: Når man legitimerer begreber som forrædere i USA, spreder udtrykket sig over Atlanten til England, hvor de største og mest brovtende aviser ikke tøver med at bruge samme betegnelser om modstandere af Brexit.

Sprogbruget begynder at minde om noget fra 30ernes Tyskland, hvem havde fantasi til at forestille sig den udvikling for blot 10 år siden?

Det amerikanske demokrati står sin måske alvorligste prøve i flere århundreder de kommende måneder. Bevarer Trump sit flertal i kongressen, vil en eventuel rigsretssag mod ham blive afgjort politisk et republikansk parti, som med få undtagelser har frasagt sig både mærkesager og nationalkonservativ anstændighed for at tækkes præsidenten, og så kan sidstnævnte let komme til at føle sig endnu mere uovervindelig end i dag. Hvor han koketterer med sin kandidatur til Nobels fredspris (“Skal jeg have prisen? Det er det, alle siger”).

Kan nogen tvinge Donald Trump til at se tv-serien Homeland? Eller kan nogen bare kopiere præsidentens tale til nationen i sæsonafslutningen, hvor hun blandt andet cirka sagde sådan her:

“Vores land er delt som aldrig før, og halvdelen af jer vil sikkert på forhånd være overbevist om, at alt hvad jeg siger er løgn. Jeg er selv en væsentlig årsag til tingenes tilstand.”

Den kunne være skrevet til Donald Trump, er det muligvis også. Men desværre giver virkeligheden aldrig garanti for en lykkelig slutning.

 

 

Det fatale forsøg på at værdisætte leverpostejsmadder

I kølvandet på de overenskomstforhandlinger, vi næsten ikke kan holde ud at høre mere om efter stopfodring i månedsvis:

Tænker nogen over det grundlæggende absurde i  den centrale “knast”, som udløste døgnlange forhandlinger, og tvang Tv-avisens udsendte reporter til at fast udstationering foran forligsinstitutionen hver aften mellem 21.30 og 22?

Den betalte spisepause. Smag på ordene. Et sygt begreb og en illustration af alt det forkerte, som har gennemsyret ikke bare det offentlige, men også store dele af det private arbejdsmarked alt for længe.

At det har været nødvendigt at forhandle til hudløshed om det rimelige i, at sygeplejesker, folkeskolelærere og sosu-assistenter spiser deres leverpostejmader i arbejdstiden eller ej, er grundlæggende uværdigt.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Charles Dickens og arbejdsforholdene i Englands tidlige industrialisering.

Man ser næsten Uncle Scrooge for sig:

Hvorfor skal det offentlige betale for den tid, du bruger på at tygge på rugbrødsskiven? Hvis du bruger et kvarter på at spise din madpakke, burde du jo blive et kvarter længere på arbejde? Eller blive trukket en kvart timeløn? For står du til rådighed for arbejdspladsen, når du skænker dig selv en kop kaffe? Holder du fri, eller er du på arbejde?

Det er blot en logisk konsekvens af hele tankegangen i “New Public Management”, hvor kontrol, værdisætning og målbarhed har gjort ubodelig skade for både arbejdstager- og giver.

Nej, lad os tage den et skridt videre: Vi gennemlever i disse år et dystopisk mareridt, hvor effektivitet er sat på på tal, excelark og KPI’er, men hvor nøglebegreber som trivsel, arbejdsglæde og motivation ignoreres, bagateliseres eller fejlvurderes.

Vi bruger enorme kræfter på at etablere bureaukratiske kontrolinstanser og selvrapportering. Med et ideal om maksimal effektivitet og båret af en paranoid frygt for at spilde ressourcer.

I virkeligheden opnår vi det modsatte, skal være min påstand, og det offentlige arbejdsmarked – med sin halve million ansatte i velfærdets tjeneste – er det synlige vindue, hvor vi kan se, hvor galt det går.

Jeg vil ikke romantisere de gamle dage med vitserne om dovne kommunalarbejdere, snaps og guldøl til formiddagsmøderne i den offentlige administration og et lønsystem, hvor det ikke gjorde den mindste forskel, om man tog sit arbejde alvorligt eller ej. Men spørgsmålet er, om vi har fået et bedre fungerende apparat ved at systematisere og effektivisere ned til sidste urinal-pause.

Ignorerer man trivsel og motivation, får man ineffektive medarbejdere og lavere produktivitet. Det behøver man ikke være medlem af Djøf for at vide, men ikke desto mindre står vi dag med en alarmerende høj procentdel af offentligt ansatte, for hvem det halter med begge dele, og naturligvis bærer effektivitetkrav, ufleksibel skematik og kontrol en stor del af skylden.

Dybest set handler det om tillid og ledelse.  Tænk hvis medarbejdere blev vurderet som hele mennesker, man som udgangspunkt havde tillid til ydede deres bedste. Hvis ledere blev tvunget til at løfte blikket fra grafer og kurver for istedet at panorere. Blev istand til at forklare en strategi, så den gav mening og inspirerede til at opfylde kravene, som fulgte med. Og kunne vurdere og værdsætte den enkelte medarbejders indsats som et samlet billede af evnen til opgaveforståelse, samarbejde, kreativitet og menneskelige egenskaber.

Det er desværre ikke, hvad moderne ledelse, som den praktiseres alt for mange steder i både offentlig og privat regi, går ud på, og det tjener os alle dårligt.

Ikke engang i fodboldklubber fungerer management by fear længere end et par måneder, og frygten for ikke leve op til effektivetskrav er blevet et vilkår for mange. På samme vis dræber man både lyst og motivation, hvis man lærer, at den eneste belønning opnås gennem afkrydsning af tal i kolonner, mens selve meningen med arbejdet bliver en stadig mere fjern og uklar størrelse.

Der findes ingen nemme løsninger. Slækker man på kontrol, vil nogen udnytte muligheden for at yde minimalt og have det fint med, at lade de flittige tage slæbet.

Men det spild kommer man alligevel aldrig til livs. Det store spørgsmål er, om vi så bare alle skal have det dårligt i den utopiske jagt på effektivitet og ressourcespild-minimering.

Frihed under ansvar. Kan nogen huske det? Næppe ret mange, der skal indtage indholdet af madkassen, mens de husker at være taknemmelige for ikke at blive trukket i løn, mens de tygger.

Generationer uden kultur og dannelse

Jeg har prøvet noget nyt her i foråret. Min bror inviterede mig til at følge en foredragsrække om “dystopisk litteratur” på Folkeuniversitetet, og hvis det lyder langhåret, kan jeg kun bekræfte.

Vi bruger et par timer hver mandag på en minutiøs gennemgang af romaner med dystopisk tema, store romaner fra det seneste århundrede, romaner som måske har påvirket vores måde at anskue verden på, og som måske har været forud for deres tid og forudset begivenheder og tendenser, som endte med at passe foruroligende godt på den faktiske virkelighed.

For mig udløser det fornemmelsen af at træde ind i tidslomme. At være sammen med mennesker, som interesserer sig for finere nuancer i en bog. At opleve professorer og magistre fortælle levende og passioneret om forfattere og deres værker med en indsigt og en referenceramme, jeg dårligt anede eksistensen af.

Først og fremmest udstiller det mig selv for hvad, jeg er: En repræsentant for en generation eller generationer med store huller i både kultur og dannelse.

Det handler ikke om snobberi. Det handler om et kig ind i en forunderlig verden, som er reduceret til et lille reservat, i takt med at kommunikationsvanerne har ændret sig.

Jeg sidder ikke længere med en bog en time eller to hver dag, og det skyldes ikke kun, at jeg har for travlt og ikke kan afse tiden. For jeg bruger snildt den samme tidsmængde eller mere på at læse tweets, skøjte rundt på nyhedssites og følge Facebookopdateringer.

Og alle de fragmenterede informationsbidder, alle nålestikkene hvoraf en del tjener som belønnende dopamin, fordi de bekræfter, at andre følger med i, hvad jeg foretager mig og understøtter mig i mine valg og holdninger, har gjort mig forstemmende immun overfor boglæsning.

Og når jeg sidder på Folkeuniversitetet – og nyder roen, fordybelsen, mens jeg undrer mig over, at jeg kan holde koncentrationen og holde mig vågen i to stive klokketimer til en forelæsning sent på dagen – aner jeg konturen af en kulturel katastrofe.

For jeg befinder mig næppe alene i mit kulturelle armod med blanke huller, hvor Thomas Mann, Albert Camus, Philip Roth og andre store forfattere burde være tjekket af. Vi læser stadig mange bøger i Danmark, men sagt uden statistisk belæg fylder verdenslitteraturen, hverken den internationale eller vore egne bidrag gennem tiderne, næppe mange promille i danskernes litterære fritidspensum i det 21. århundrede.

Vi skal lære af historien for at forstå vores egen tid, sagde min gamle historielærer i folkeskolen, og det var ikke just et postulat, han selv var ophavsmand til. Men det gør vi bare ikke længere.

Tag for eksempel Herman Bang, en af Danmarks allerstørste forfattere, som i sin korte, ulykkelige tilværelse nåede at skrive sig permanent ind i gymnasiasternes dansk-pensum.

I denne uge gennemgik vi hans sidste roman De uden fædreland -. Den er ikke noget mesterværk, erkendte forelæser Peer E. Sørensen, professor emeritus i nordisk sprog og litteratur og stor Bang-fan, men tilføjede, at den rummede potentialet til at blive en af de vigtigste romaner i europæisk litteratur, hvis ikke Bang, afkræftet, desillusioneret og martret af en tilværelse på flugt havde tabt handlingen ud af hænderne.

Og bogen er alligevel vigtig. Og lærerig i dag. For i den sætter Herman Bang sin egen skæbne og sin samtid til pinagtigt skue. Han beskriver den voksende, europæiske nationalisme, som et årti senere skulle udløse Første Verdenskrig, og han indfanger antisemitismen, jødehadet og det ideologiske fundament for nazismen, som bestemt ikke var begrænset til Tyskland, selv om vi er mest komfortable med den udlægning. Vi var selv rigtig god med i Danmark, og foragten for jøder var ikke noget, man behøvede at gå stille med, det kunne fint udtrykkes på skrift i både aviser og og bøger.

Herman Bang havde jødisk blod i årene og var tilmed homoseksuel. En giftig cocktail i fin de siècle, hvor ingen af delene var acceptabelt i hverken salonerne lærde eller hos myndighederne. I Danmark såvel som det meste af det øvrige Europa. Gennem hele sit voksne liv blev Bang latterliggjort, hånet, forfulgt, fængslet og jaget rundt i Europa, hvor han i landflygtighed skrev nogle af  sine største værker. Der er udgivet en hel bog med karikaturtegninger af ham i danske medier, og de lader ikke tyske tegninger i 30erne meget efter.

Bogens hovedpersonen, en ungarsk musiker, er Bangs alter ego, og i bogens sidste tredjedel slår han sig ned i Danmark, i Vamdrup og den danske landidyl, forfatteren beskæftiger sig i de fleste af sine romaner. I De uden fædreland – brister alle illusioner. Idyllen findes ikke, den er en tynd fernis over selvtilstrækkelighed og uvidenhed. Bang udstiller danskerne som mistroiske, intolerante og fordummede af nationalistisk selvbedrag, som den ungarske gæstearbejder må opleve konsekvenserne af på egen krop.

Kunne vi lære noget af Herman Bangs tanker i dag godt 100 år senere? Det finder vi desværre næppe ud af, for litteraturarven indgår ikke rigtig i debatten. Måske fordi vi mangler både kulturen og dannelsen til at kunne anvende den konstruktivt.

Og måske foregår den virkelig interessante debat, den som for alvor rykker og sætter samtidens udfordringer i perspektiv,  i forelæsningslokalerne. Hvor man offline kan lytte til de tilbageværende belæste, som kan udtrykke mere sammenhængende mening end tusindvis af opdateringer og tweets.

Boykot Facebook? Men det er jo der vi alle sammen bor…!

Undskyld mig, men hykleriet vil ingen ende tage, når adskillige, mere eller mindre prominente politikere i disse dage overvejer at boykotte Facebook.

Overvejer.

Det er lige før, man fatter et gram sympati for Donald Trump, som i det mindste står ved sine beslutninger, uanset hvor meget de skriger til himlen. Når man “overvejer” at boykotte, kan det oversættes som: Ville egentlig gerne, men det kan desværre ikke lade sig gøre af tungere vejende årsager.

For det er jo det, de mener, Pelle Dragsted, Uffe Elbæk og andre primært venstrefløjspolitikere, der har det skidt med afsløringen af Facebooks datamanipulationer, men som omvendt er blevet så afhængig af kommunikationsportalen, at de i praksis ikke længere evner at sige den fra. For valget står lige straks for døren, og hvordan skulle politikerne komme i kontakt med vælgerne så billigt og uimodsagt, som Facebook tilbyder?

Og det er det interessante i Jyllands-Postens forsidehistorie mandag. Tænk engang: I Danmark har vi ondt i monopolet, så ondt at vi skamskærer Danmarks Radio af principielle årsager. Omvendt accepterer vi mere eller mindre nødtvungent oligarkerne på de digitale motorveje, den lille håndfuld af mastodonter, der ejer, styrer, manipulerer og beholder fortjenesten. Og vi er tilsyneladende forbi punktet, hvor der kan mobiliseres tilstrækkelig moralsk indignation til at sige fra, uanset hvor forkasteligt de opfører sig.

Det må godt nok være svært at holde fanen højt for politikerne lige nu, uanset hvor de befinder sig på spektret – Søren Pind og Søren Espersen undtaget. Man kan boykotte Ryanair med deres elendige arbejdsforhold og manglende overenskomster, men en virksomhed, som har faciliteret påvirkning og sandsynligvis udfaldet af katastrofale valg og folkeafstemninger – har eroderet selve fundamentet for demokratiet, som vi kender det – har man ikke modet til at bekrige. Højest overveje. For Facebook er jo stedet, hvor vi allesammen bor i vores virtuelle tilværelse. Lad lige den synke ind.

Endnu før afsløringerne af Cambridge Analyticas misbrug af persondata fra Facebook vidste vi jo godt, at den var helt gal med tag-selv-bordet på de sociale medier og de digitale monopolhavere. Magrethe Vestager har – som omtrent den eneste profilerede politiker – kæmpet imod mastodonternes uindskrænkede magt og skatteunddragelse i EU. En temmelig ensom kamp uden megen støtte fra de hjemlige politikere, for hvem specielt Facebook har repræsenteret bekvemmelighed snarere end problemer. Og så er det jo fantastisk, når de store firmaer slår sig ned i Danmark og skaber arbejdspladser.

Det er noget venligsindet, velfærdsagtigt skær over Facebook og kollegerne, som i image adskiller dem fundamentalt fra McDonalds og Burger King.

Illusion og dygtig storytelling.

Godt nok er mediemanipulatørerne i GAFA (Google, Apple, Facebook og Amazon) undfanget i det nordcaliforniske hippiemiljø og af bekvemmelighedsårsager beklædt med en tynd fernis love, peace and harmony, men tag ikke fejl:

Ligesom kollegerne er Facebook mestre i at minimere skattebetaling, immaterielle, databaserede aktiver er svære finde håndtaget i for skattemyndighederne i alverdens lande. Og Facebook har som kollegerne flyttet rundt, opsplittet og manipuleret med organisationen, så man har kunnet nøjes med at betale en brøkdel af den skat, de ifølge lovgivningen – den amerikanske såvel som den europæiske – burde have bidraget til almenvellet med. Ligesom GAFA-kollegerne afpresser Facebook værtslandene, så man betaler mindst muligt og derfor yderligere forvrænger konkurrencevilkårerne i forhold til konkurrenterne. Fandtes der en Premier League for benhårde kapitalister, ville GAFA kvartetten være svære at holde ude af top-fire.

Så vi har en organisation med en moral, Ryanairs Michael O’Leary ville skamme sig over, som hensynsløst går efter at destruere konkurrenterne, som skalter og valter med vore private, intime oplysninger og som lader data bidrage til en Rusland-assisteret destabilisering af de vestlige demokratier.

Boykot? Lad mig se, det kan vi da godt overveje. Men nok hverken i dag eller i morgen – for hvor skulle vi ellers gå hen?

PS: Personligt bliver jeg skam på Facebook. Tell Michael (Corleone), it’s only business…

  • 1
  • 2